Kom godt i gang med Østrig

Kom godt i gang med Østrig

Siden kølervæskeskandalen i 1985, hvor nogle få producenter puttede diethylen-glykol i deres vin for at gøre den federe og rigere, har østrigsk vinproduktion kæmpet for at komme tilbage på markedet.

Stoffet var harmløst, men medierne fik blæst historien op til den helt store skandale. Eksporten faldt til en tiendedel. Efterfølgende vedtog man den skrappeste vinlovgivning i verden for at vinde forbrugernes tillid igen, og nu er man for alvor på vej tilbage….

 

ANDET END HVIDVIN

Langt de fleste vil nok forbinde Østrig med hvidvin, hvilket ikke så underligt. De har nemlig et godt ry for at lave fremragende, tørre hvidvine på blandt andet nationaldruen grüner veltliner og riesling samt søde lækkerbiskener, der kan konkurrere med sauternes, når de er bedst.

Ikke desto mindre laves der i dag flere og flere seriøse rødvine. En del biodynamiske producenter dukker op og fremstiller nogle spændende ting på den elegante zweigelt, som er landets mest dominerende druesort efterfulgt af den mere strukturerede og robuste blaufränkisch samt blauer portugieser.

 

Østrigs nationaldrue Grüner veltliner er den altdominerende grønne druesort og den vokser i knap en tredjedel af landets vinmarker

 

Længere nede på listen ligger pinot noir aka blauburgunder, som bliver bedre og bedre år efter år. Det er ikke længe siden, at producenten Wieninger (fra Wien) vandt en international konkurrence om at blive verdens bedste pinot. Pt. er 33% af produktionen rødvin.

 

ØSTRIGS VINOMRÅDER

Det er fortrinsvis i den østlige del af Østrig, der produceres vin. Langt hovedparten af de bedste vine dyrkes i en radius af 100 kilometer fra Wien, og landet har 4 regioner: Burgenland, Wien, Steiermark og Niedeösterreich.

 

I Niederösterreich – vest for hovedstaden – ligger de berømte distrikter Kremstal, Kamptal og ikke mindst Wachau. Her finder man nogle fantastiske eksempler på riesling og tør grüner veltliner, som, når den er bedst, besidder indslag af grapefrugt, oceaner af syre og et strejf af stødt sort peber! Jo den er god nok, den smager faktisk af peber.

De to druesorter er klart det, som har givet området Niederösterreich førertrøjen gennem tiderne.

Af gode producenter fra det berømte Wachau kan blandt andet nævnes F. X. Pichler (Laudrup Vin) og det prisvenlige kooperativ Domane Wachau med 250 medlemmer (Kjær & Sommerfeldt, Vinmedmere.dk), der i følge Jancis Robinson er verdens bedste.

Går vi udenom Wachau, er der Fred Loimer (Österreich.dk), som laver spændende bio- og orangevin. Og bevæger vi os mod det upåagtede område Weinviertel, finder vi Grubers topvine, som også klart kan anbefales (Vinens Verden).

 

I området Burgenland har vi søen Neusiedlersee, der om efteråret afgiver store mængder vanddamp, som danner en massiv tågedis i området. Denne indhyller vinstokkene og medfører svampeangreb på klaserne – den såkaldte ædel råddenskab. Det lyder sgu ulækkert, men den er med til at frembringe rariteter i verdensklasse. Ædel råd perforerer druerne og får dem til at skrumpe ind til små søde ”rosiner, noget der får producenterne af dessertvin til at juble.

At smage disse ædle vine kan være en pragtfuld oplevelse. Somme tider kan de være så tyktflydende, at de næsten skal graves ud af flasken med en ske – mums.

Næsten alle Østrigs bedste, søde vine kommer fra Burgenland. Alois Kracher er en af de mest berømte producenter – ikke mindst på grund af de amerikanske skribenters forkærlighed for rige og intense vine. Kracher (Philipson Wine) er selvfølgelig ikke helt billig, men alternativt laver Nittnaus søde vine, der er alle pengene værd (fås hos GOBI-vin)

I Burgenland finder man også nogle af landets bedste rødvine på de indfødte druer blaufränkisch og zweigelt. Weingut Meinklang (Osterreich.dk) laver vilde biovine med naturpræg, men også Ernst Triebaumer samt Umathum (Laudrup Vin) kan anbefales.

 

I Wien har man ikke det allerbedste rygte, men de seneste 10-15 år er kvaliteten steget markant. Begrebet Gemischter Satz er efterhånden blevet indbegrebet af Wiens vine. Kort sagt dækker det over en blandingsvin, som består af minimum 3 grønne druesorter, som vokser sammen i vinmarken og høstes samlet, hvorefter de vinificeres.

Der laves selvfølgelig også enkeltdruevine på blandt andet riesling og grüner veltliner i Wien. Efter mine begreber overgår de Gemischter Satz, men det er GS de er mest berømte for. Af gode producenter kan nævnes Wieninger (Philipson), som har vundet ovennævnte konkurrence om at blive verdens bedste pinot og så Mayer am Pfarrplatz (Theis Vine), hvis Erste Lage-vine kan være fremragende.

 

LÆS OGSÅ: Med Vinexpressen i Wien

 

Som rosinen i pølsenden har vi området Steiermark, hvor man sælger langt det meste vin lokalt og således ikke eksporterer det store. Welschriesling er den mest udbredte druesort i regionen, men sauvignon og chardonnay (også kaldet morillo) er de mest kendte fra området.

Vinhuset Kodolitsch har for nyligt vundet konkurrencen, Concours de Mondial, om at være verdens bedste sauvignon. Herudover kan nævnes Sepp Muster (Osterreich.dk), og på en tur til Østrig for nyligt var jeg også ganske godt tilfreds med Polz´s vine.

Kølervæskeskandalen er for længst gået i glemmebogen og Østrig kigger nu én vej – og det er fremad….

rolf

Posted in: Andre artikler

Leave a Comment (0) →