Serbien – en forunderlig krydsning af Napa og Bordeaux

Serbien – en forunderlig krydsning af Napa og Bordeaux

SERBISK VIN …. det kan man sgu da ikke drikke? Jo for fanden! Vinexpressen har taget stroppeturen til Serbien i kompagniskab med BTs udsendte for at tjekke de “nye” topproducenter ud.

Det kan godt være, at vindistrikterne ligger på nogenlunde samme breddegrad som Bordeaux, men de klimatiske betingelser er helt anderledes. Kontinentalklimaet med kolde vintre og varme somre (hvor temperaturerne kan snige sig på op til 45 graders varme) er betingelserne for de serbiske huse.

De fleste producenter laver vin, der kan minde lidt om de Californiske, men vi har nu også fundet champagne-nær mousserende, rank pinot noir og bordeaux-inspireret vin,  der performer fremragende.

 

Vinexpressen har besøgt Serbiens topproducenter Radovanovic, Aleksandrovic og Marko Dulic fra Zvonko Bogdan, der selv mener, at hans vine er Serbiens svar på Ferrari

 

ZVONKO BOGDAN – DET BORDEAUX-INSPIREREDE VINHUS

Marko Dulic

Marko Dulic

Vi dropper ind hos Zvonko Bogdan 300 kilometer nord for Beograd. Her finder vi et af de mest arkitektonisk imponerende vinhuse, jeg er stødt på i lang tid. Bogdan er et samarbejde mellem to rigmandsfamilier, der for passionens skyld og forkærligheden til Bordeaux har kastet omkring 10 millioner euro ind på at lave Serbiens bedste vine.

 

“We are the Ferrari of Serbian wine industry”, lyder det selvsikkert fra Marko Dulic, multimillionær og den ene af de to ejere

 

Da vi træder ind i vineriet, giver det klart associationer til de store Bordeaux-slotte, hvor alt udstyret er det rigtige, – og de konsulterende ønologer er tilmed fløjet ind fra Bordeaux.

Zvonko Bogdan laver hele 5 selektioner af druerne i vinmarkerne og kælderen. Grønne, overmodne og knuste druer udskilles med hård hånd. Kun det bedste materiale bruges. Man har fravalgt at bruge cabernet sauvignon til rødvinene, da modningsperioden ikke er lang nok, og da regnen normalt sætter ind, før de når at høste i området. Man bruger naturgær, når der ikke har været problemer i vinmarkerne – ellers industrifremstillet gær.

Vi smager først ….
deres pinot blanc 2011. Pinot blanc bliver sjældent stor, men her er en rigtig flot en af slagsen, der overrasker os med masser af græs, stikkelsbær og en pikant syre i eftersmagen. Noget af det bedste, jeg længe har smagt på druen (102 kr. i Danmark/Vinograd.dk)

Vi hopper videre til en lækker fadlagret sauvignon blanc, som desværre ikke er i Danmark pt. for at ende med deres topvin no. 1 i tre årgange. BTs udsendte vågner i den grad op her. Det Bordeaux-inspirerede slår klart  igennem. Efter lidt eksperimenteren i kældrene gennem de sidste par år, har Zvonko Bogdan fundet recepten. 2011 bliver konge. 2008 er også en god årgang, og denne  vandt for nyligt sommelierenes konkurrence som Wine of The Year i  Bella Centeret (Copenhagen Food Fair). Elegant, rank og klassisk (138 kr.)

 

RADOVANOVIC – HUSET MED DE GLIMRENDE HVIDVINE

Radovanovic

Radovanovic

Herefter går turen til Radovanovic, som ligger i området Sumadija. Under kommunismen var Miodrag Radovanovic chef for kooperativet, men da styret brød sammen i starten i 90’erne, gik kooperativet ned med et brag, og han fik lov at lave sin egen vin. Radovanovic er en af de store stjerner, der på 20 år har bygget huset op fra grunden.

 

“It started in 1992 as a hobby with only 2000 bottles. Today we make 200.000.”

 

Huset har udskiftet de lokale druer fra kommunisttiden med chardonnay, sauvignon blanc, merlot og cabernet i erkendelsen af, at de serbiske sorter ikke gav en god nok kvalitet. Han har de senere år forsøgt sig med de lokale specialiteter igen, men kvaliteten er ikke på højde med de franske klassikere. Trods varmen i området, viser husets vine en relativt kølig stil, hvilket blandt andet skyldes, at bladene får lov at skygge for druerne. Samtidigt høster man forholdsvist tidligt. Aroma-profilen er henad Californien, mens smagsprofilen er anelse rankere, hvilket peger i en mere Bordeauxsk retning.

Vi smager blandt andet …..
deres top-chardonnay Selection 2010, der besidder de typiske toner af citrus og ananas. I baggrunden finder vi strejf af træ og et lille eksotisk præg af blandt andet papaya. Superlækker vin med en knivskarp syrefriskhed og et mineralsk præg (120 kr hos Vinograd).

Ligeså imponerende er deres top-rødvin “Radovanovic Reserva” 2009 lavet på 100% cabernet. Udover et let kirsebærpræg og en pæn portion fad, finder vi et en rigtig flot struktur med bløde, men saftige og faste tanniner. Radovanovic går i øvrigt for at Serbiens cabernet-konge (146 kr.)

 

ALEKSANDROVIC – HUSET MED SUBLIM PINOT NOIR

Serbisk vin - Pinot noir Videre til Boizidar Aleksandrovic 80 kilometer syd for Beograd. Tidligere havde man nogle få hektar med vinstokke. Som alle andre leverede man under kommunismen til kooperativet, der hældte al vin i et stort blandingskar, så karakteren blev fuldstændig udvandet. I dag har Aleksandrovic opbygget et stort foretagende med 72 ha.

 

“We are 300 meters above sea level and close to the mountains, where we have a fast circulation of the air” citat Boizidar Aleksandrovic

 

Den hurtige cirkulation af luften afkøler husets vinmarker, og der er relativt store  temperaturudsving mellem dag og nat, hvilket gør deres vinmarker velegnede til dyrkning af pinot noir.  Det er først og fremmest dem, der fanger vores interesse.

Vi smager …..
deres moussernde pinot noir Trijumf 2009, som ligger 2 år på bundfald (sur lie). Man har haft konsulentbistand fra champagne (Pierre Yves) og det smages. Trijumf er meget champagne-nær med et let ristet og nøddeagtigt strejf samt æblekerne. En vin, der snildt kunne forveksles med den ægte vare (211 kr.)

Også deres Trijumf pinot noir 2009 er et stop værd. Den emmer af peber, kirsebær og en bagkant af ymer samt et lille strejf af ristet eg.  En delikat og koldklimatisk vin med en let stenet bærfrugt (kirsebærsten). Rank med fin elegance og frugtsødme. Der er i øvrigt brugt 30% ny eg (150 kr)

Boizidar er mest stolt af topvinen Rodoslov, der er lidt af et monster. Den minder meget om en purung super-sangiovese, men er desværre ikke i Danmark pt.

 

STATUS

Status må være, at Serbien er godt på vej. Deres hjemlige druer er et levn fra kommunisttiden, og langt de fleste producenter sætter deres lid til de internationale sorter. Det er her, fremtidens kvalitetsvine skal findes.

De omtalte vine forhandles af Vinograd ( Vinograd.dk / tlf. 28 61 07 48)Vinograd

Follow our blog with Bloglovin

Posted in: Andre artikler, Laengere artikler

Leave a Comment (1) →