Argentinsk satellitvin er fremtiden – Artikel

Vi zoomer ind på Mendoza – Argentinas vinøse centrum. Ved et flygtigt kig på bilparken ses en blanding af rustbunker fra slutningen af ´70´erne og højteknologiske vidundere fra det nye årtusind. Lidt på samme måde er det med landets vinproduktionen, der gennem de seneste årtier har været i gang med at opgradere sig selv fra antikke til hypermoderne vinbrug.

Af Rolf Madsen

ARGENTINAS GAMLE VINSTIL

For ikke så forfærdeligt mange år siden var de fleste Argentinske vine gammeldags og rustikke. Man kunne altid smage, når man havde en argentiner i glasset. En del vine var lidt kantede – nogle ville måske sige klodsede, men de udstrålede ofte stor personlighed og charme.

Selvom den gamle stil er på retur, kan man stadig finde brillante eksempler på den type vin.

Skulle man fremhæve et enkelt vinhus, må det være det traditionsrige Weinert (forhandles af Vinspecialisten). Her er nøgleordet lang lagringtids i gamle træfade, hvilket ofte giver vine med modne toner af blandt andet læder og kostald. Indimellem ”stjæler” man lidt af frugtpræget ved den lange lagring, men når druematerialet er godt, kan vinene smage himmelsk.

 

Weinert
Weinert

Da jeg for nyligt besøgte Argentina, foreslog jeg på en restaurant netop en flaske god Weinert. Alle rundt om bordet var med på ideen. Vinen blev skyllet rundt i munden med stort velbehag. For mit vedkommende altså – men til min store forbavselse delte mine rejsefæller på ingen måde begejstringen. Den var alt for gammeldags og smagte af svedig hestesaddel. De ville – ligesom langt hovedparten af forbrugerne i dag – hellere have en vin i den moderne og frugtdrevne stil!

 

DE MODERNE GPS-VINE

Den frugtdrevne stil er uden tvivl fremtiden, og den har vundet frem i takt med, at produktionen er blevet mere strømlinet. Vender vi blikket mod de nye tendenser, er vinhuset Catena (Forhandles af Philipson Wine) et fremragende eksempel. Nicolas Catena har om nogen været forgangsmanden med hensyn til implementering af de tekniske landvindinger i Argentinsk vinindustri. Her satses modsat Weinert på en kort lagringstid i nye egefade. Derved bibeholder man en stor friskhed og saftighed i vinene, hvilket efterhånden er blevet et mantra indenfor vinens verden.

Hos Catena er det ikke kun i kældrene, man har anvendt de moderne ideer. Også i vinmarkerne kontrolleres alt ned til mindste detalje.

Eksempelvis bruger huset moderne GPS-teknikker til at lave bedre vin!

Kort fortalt kan en wine maker stå i marken og bede om et satellit-øjebliks-billede af vinstokkene. Få minutter efter vil han modtage et flerfarvet foto i røde, gule og blålige nuancer, der kan give ham oplysninger om den øjeblikkelige varmeudvikling i marken, planternes transpiration og, om vinstokkene for eksempel mangler vand. Kort sagt kan sådanne fotos anvendes til at diagnosticere og derefter ”helbrede” ved at kunstvande eller sprøjte efter behov.

Catena - Mabec

Fordelene er åbenlyse. I stedet for at sprøjte eller kunstvande hele marker, kan man intervenere der, hvor det er nødvendigt. Det bliver muligt at detektere et problem i vinmarkerne langt tidligere end i gamle dage. Argentina har således fået et nyt våben i kamp mod konkurrenterne.

 

VINMARKENS BELIGGENHED ER CENTRAL

Produktionsmetoderne er ikke det eneste, der har indflydelse på vinen. Mange tilskriver vinmarkers beliggenhed en yderst betydningsfuld rolle. En del forsøger – ligesom vinproducenter i andre dele af verden – at tilplante nye arealer med vinstokke i højderne. De højest beliggende marker finder man således cirka 1500 meter over havets overflade. For hver 100 meter man kommer op, falder temperaturen med én grad, og det er naturligvis noget, der påvirker vinene derved, at de bliver lettere, mere kølige og nærmest europæiske i stilen. Efterhånden har vi set en række af elegante og relativt kølige vine fra Argentina, og de kan minde særdeles medet om de gode europæere.

Argentina er på kort tid blevet en seriøs konkurrent på vinmarkedet. Særligt i det billige prisniveau er sublime køb at gøre. Imidlertid har vi dog stadig til gode at smage vine, der kan konkurrere med de allerstørste i verden, men mon ikke, det er et spørgsmål om tid.

 

Fodnote

For vinhuset Catena er nøgleordene blødhed og frugtighed. Det opnås ved kort lagringstid i nye egefade, 100% afstilkning og let overmodning af druerne. For at opnå en ekstra blød garvesyre foretager man en semi-maceration carbonique på stort set alle vinene. Det vil sige, at druerne puttes hele i gæringskarret frem for at blive presset (kvast) inden gæring. Filosofien er at undgå bitterhed fra de pressede druekerner.

 

 

 

 

 

Related Posts