Australsk vin sparker røv – Artikel

Intet land i verden udstråler samme energi og optimisme som Australien. På ganske få år er den kommercielle succes blevet en realitet. Eksporten er eksploderet og verden har taget de australske vine til sig.

Af Rolf Madsen

At kalde Australien et nyt vinland er måske lidt af en tilsnigelse, for rent faktisk blev den første vinmark etableret af en engelsk flådekaptajn i 1788. Ifølge gamle kilder skulle den have befundet sig i det område, hvor Jørn Utzons operahus står i dag.

Ingen af flådens besætningsmedlemmer var dengang kyndige udi wine making, så vinen har formentlig været tæt på det udrikkelige – det var da også rom, som blev dog foretrukket af kolonisterne.

Efterhånden lykkedes det dog at få opbygget en produktion, og da man i 1873 sendte en vin til en af de europæiske vinudstillinger, gik den søreme hen og vandt. Dommerne udvandrede i protest – den var jo ikke fransk!

FRA HEDVIN TIL KULT

Indtil 1960´erne var vinproduktionen lagt an på hedvine. Landet Down Under var ikke synderligt anerkendt, men revolutionen skulle hurtigt komme.

I starten af 50´erne puslede Australiens vinøse Godfather Max Schubert i kældrene hos firmaet Penfolds. Han var blevet inspireret af 1. cru´erne i Bordeaux og var sikker på, man også kunne lave tør bordvin, der havde samme format. Til at starte med var Schubert bestemt ikke nogen stjerne. På Penfolds blev han i begyndelsen sat godt og grundig på plads af ledelsen:

Må vi lykønske Dem Hr. Schubert, De har lavet en tør portvin, som ingen nogensinde gider drikke eller betale penge for…

lød en af kommentarerne”. Schuberts eksperimenter i kælderen blev forbudt på stedet, men han fortsatte i al hemmelighed. Senere skulle det blive en succes og forbilledet for hele Australien. Vinen han arbejdede med dengang var Grange Hermitage (nu bare Grange). I dag er den som bekendt kult og sælges for et beløb i omegnen af 3000 kroner per flaske.

AUSTRALSK UKUELIGHED

Schubert er et glimrende billede på den ukuelighed og optimisme, man ser indenfor australsk vinproduktion. Man fornemmer et folkefærd, der har sagt til sig selv, at alt kan lade sig gøre. En af årsagerne er måske, at de ikke har en skrap lovgivning (som i Frankrig og Italien), der begrænser dem i deres valg af druesorter eller forpligter dem til at lagre vinen x-antal måneder før den frigives. Kort sagt har de australske vinhuse på mange måder frie tøjler til at eksperimentere.

Samtidig har landet været frontløbere indenfor den tekniske udvikling. 30-40 års forskning har teknisk bragt australierne på højde med de franske, og de har formået at distribuere og implementere den nye know how med raketfart. I dag er der næsten ikke det problem, man ikke har løst. Efterhånden kan de lave den vinstil, de har lyst til. Ønsker man fede, potente kraftkarle, så laver man det! Ønskes i stedet sprøde og stringente hvidvine i Bourgogne-stilen – ja så laver man det.

Det har gennem årene været interessant at følge de professionelles blindsmagninger. Ikke sjældent har vinskribenter taget fejl af de australske vine. Jeg husker for et par år tilbage, hvor en chardonnay fra australske Leeuwin Estate (forhandles af Vinspecialisten) løb med førstepladsen foran alle de store grand cru bourgogner. Selv frankofile var overbeviste om, at de havde en vaskeægte bourgogne i glasset.

HURTIG KONSUM

Selvom de australske vine på mange måder imponerer forbrugerne, er der også bagsider af medaljen. Tager vi Leeuwin Estates chardonnay, der gang på gang overrasker den samlede verdenspresse, er den et godt eksempel på Australiens styrke, men samtidigt er den også et eksempel på deres svaghed. Jeg har op til flere gange smagt den som gammel, og hver gang har det været slående, at den ikke har ”evne” til at ælde med ynde.

Ærgerligt nok gælder det ikke kun for Leeuwin, men for langt de fleste australske vine. De bliver – på grund af det varme klima – let tunge og ufriske, når de mister ungdommens virilitet.

Australierne er godt selv klar over problemet, og de forsøger at kompensere for problemet ved at tilsætte syre i form af citron-, vin- eller æblesyre. Idéen er naturligvis at tilføre friskhed til de tunge og solmodne bassevine og derved balancere dem bedre. Proceduren er helt legal, og man anslår, at cirka 90% af den samlede Australske vinproduktion består af syrejusterede vine.

En sådan justering hjælper naturligvis med hensyn til den umiddelbare friskhed, men på længere sigt falder mange af vinene fra hinanden, idet den skarpe og tilsatte syre stikker ud i eftersmagen.

Nu kan man sige, at dette er et akademisk problem, for 95% af den vin som købes i dag, drikkes inden for en uges tid, men for dem, som vil have en subtil oplevelse af god, moden vin, er det et problem. Vi skal skynde os at sige, at føromtalte Penfolds Grange er en af undtagelserne.

MEDALJER OG MARKETING

Kigger man rundt på supermarkedets hylder, springer de mange medaljer på australske flasker i øjnene. Down Under elsker de at konkurrere om at lave den bedste vin, og når vinene får medaljer, sættes de naturligvis på flaskerne.

En del forbrugere får let det indtryk, at de står med en særlig flaske i hånden, når den er præmieret, men sådan er det langt fra altid. Seriøsiteten af disse konkurrencer kan variere enormt! Der er dog ingen tvivl om, at medaljer har en god marketingsværdi, og medalje-ræset er et fantastisk godt udtryk for australiernes gode evner til at markedsføre sig selv. Uden marketing ville de australske vine ikke være dér, hvor de er i dag.

FREMTIDENS AUSTRALIEN

Fremtiden ser spændene ud for de australske vinproducenter, for der hviles ikke på laurbærrene.

En lille elite driver i øjeblikket udviklingen videre. Det har altid været populært at blande vine fra forskellige områder, fordi man har ment, at det gav de bedste vine, – men i dag har nogle af de små tophuse med sans for kvalitet en helt anden filosofi. De ønsker i stedet at fremhæve jordbundens karakter i vinene, hvorfor små micro-parceller og enkeltmarker vinificeres hver for sig og aftappes i limiterede mængder. Denne enkeltmarkstankegang kender man fra mange af de bedste vine i Europa, og idéen er naturligvis at fremhæve jordbundens særlige karakteristika i et bestemt område.

Derudover eksperimenterer kvalitetsbevidste vinhuse med naturligt gær frem for industrifremstillet, og det er med til at give unikke aromaer, som får vinene til at skille sig ud fra mængden.

Sidst, men ikke mindst, forsøger de forudseende hele tiden at finde nye og kølige områder, som kan give naturligt friske og gastronomiske vine med subtil nuancerigdom.

Australien er et land i fremdrift, og som nævnt ovenfor er der ingen eller kun meget få begrænsninger for deres vinproduktion. Så længe de bygger videre på de gode europæiske traditioner og deres egne forskningsfremskridt, er det svært at se, hvad der skulle kunne stoppe dem!