Blindtest af nytårschampager – 1. heat

Blindtest af nytårschampager – 1. heat

Igen i år har vi foretaget blindtest af nytårs-champagner her på Vinexpressen, og der er tale om 2 heats bestående af 7 udvalgte flasker “vintage”. De 3 bedste vine fra hvert heat går videre til en finale, hvor det endelige bud på årets nytårs-champagne bliver kåret.

Her i 1. heat er kvaliteten ekstremt høj.  Alle kan anbefales, men Delamotte, Alfred Gratien og Maillys skiller sig dog ud i top 3, og de går alle går videre til vores finale.

 

Top 3 i vilkårlig rækkefølge

# Delamotte – Blanc de blanc 2012
Umådelig ren og frisk champagne, hvor man finder indslag af citrus, pivfriske æbler toppet op med et strejf af grønne blade og gær. Smagen er bare snorlige med en vidunderlig intensitet i syren, der bider de helt rigtige steder i munden. Minder mig sgu lidt som en blanding mellem Salon og en ung Dom Perignon. Ushi, ushi – jeg er solgt!
Set hos Philipson Wine
Pris: 495 kr. v. 6 flasker

 

# Mailly – L´Intemporelle, Brut 2011
Top lækker næse med indslag af citrus, gul stenfrugt, iod, strejf af hasselnødder, ristede kaffebønner, flødekaramel og lidt af mormors friske æbletrifli med flødeskum. Lang og stilren i munden med et vidunderligt syrebid og en lille kernebitterhed i afslutningen. Et brøl af en vin for os, der kan lide modstand i munden. Aldeles fremragende.
Set hos Rotunden og Laudrup Vin
Pris: 599 kr.

 

# Alfred Gratien, Brut 2005
Sublim duft, hvor man fornemmer toner af fadgæring, lidt friskkærnet smør og en nærmest likorøs tone, der får den til at minde om stor hvid bourgogne med bobler. Helt enorm dybde. Bred i munden – øhh, det bliver champagne vist aldrig – men fyldig, intens og samtidig snorlige i sin syre, der strammer umådeligt flot op i eftersmagen. Vox det er godt!
Set hos Bichel Vine
Pris: 595 kr.

 

Lige udenfor nominering


# Billecart-Salmon – Extra Brut 2008

Dejlig fremskreden i både næse og mund. Smagsmæssigt perfekt moden vintage-champagne på den stramme og ranke side med et vidunderligt touch af chokolade, kridt, gærtoner, en let smørristning og et viff af bitterhed, der river godt i munden.
Set hos Theis Vine
Pris: 749,95 pr. stk.  (569,95 kr. ved køb af 6 stk.)

 

# Mailly – Extra Brut 2011
Dyb, dyb champagne, hvor man finder indslag af lidt syrnet mælk, kiwi, en lille kaffetone, gær, gul blommesten og lidt knækkede grene. Ultra slank, men samtidig fyldig i sin moussse. En vin, der ved første gennemsmagning tog panelet med storm for sin umiddelbarhed og gigantiske lækkerhedsfaktor. Det her er altså godt.
Set hos Laudrup Vin
Pris: 539 kr. (405 kr. v. 12 flasker)

 

# Henriet-Bazin 2012
Rugbrød i kombination med valnøddetræ, et lille strejf af mandel, iod og æblekerner. Stram og knastør i munden med tilpas ælde i smagen. En rank kender-champagne på den slanke side.
Set hos Domaine Brandis
Pris: 349 kr.

 

# Abel Jobart – Brut 2011
Også her lidt rugbrød, masser af hasselnødder, farin, et snift af laurbærblade og en bagkant af nellike. God vintage-champagne med fin dybde, koncentration og længde. Og så må det lige tilføjes: et brag af en vin til prisen.
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 200 kr. v. 12 flasker

Posted in: Andre artikler

Leave a Comment (0) →