Bolgheri wine tasting

Bolgheris druer, vinstil og flotte vine

Flyveren lander i Firenze, og to timer senere står jeg omgivet af pinjetræer, cypresser og vinmarker i Bolgheri. De næste fire dage skal jeg udforske området og smage knap 100 vine.

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvorfor vinene fra Bolgheri er blevet så hippe. Det har jeg sat mig for at undersøge de næste dage.

På forhånd mistænker jeg Bolgheri for at have knækket en kode, som mange vinområder misunder dem: producenterne laver vine med nærmest universel appeal, og samtidig lagrer de bedste af dem supergodt. Sidst, men ikke mindst, kan de bedste konkurrere med nogle af de største vine fra Bordeaux.

Det så man allerede i slutningen af 1970’erne. Vinen Sassicaia overraskede ved at placere sig foran flere af de klassificerede Bordeaux-vine i en berømt blindsmagning arrangeret af Decanter. 

Druerne i Bolgheri

I de gode gamle dage brugte man i Bolgheri sangiovese til at fremstille ligegyldige roséer og rødvine af tvivlsom karakter. Årsagen er ifølge flere producenter, at Bolgheri er for regnfuldt til, at man kan lave rigtig gode rødvine på druen. Den har nemlig et tyndt drueskind, som gør den sårbar overfor vejrliget i området. Herudover trives den bedst i leret jord, og det finder man ikke så meget af som i Chianti og Brunello, der er højborgen for sangiovese.

Grattamacco-Bolgheri-News

I dag dominerer Bordeaux-druerne cabernet sauvignon, merlot og cabernet franc. Tilbage i 1940’erne, valgte den vinpassionerede aristokrat, Mario Incisa della Rocchetta, at plante cabernet sauvignon på Tenuta San Guido. Det var et dristigt valg i et område, hvor næsten ingen troede på internationale druesorter.

Mario var inspireret af Bordeaux og han mente, at områdets stenede jorder mindede så meget om Medoc, at man kunne lave stor vin her. Resultatet blev Sassicaia, der for alvor skulle sætte Bolgheri på verdenskortet. Siden fulgte en lang række producenter hurtigt i hans fodspor.

 

Er Bolgheri det nye Bordeaux?

Mange har omtalt Bolgheri som Italiens svar på Bordeaux. Teoretisk forstår jeg godt sammenligningen, for en stor del af druesorterne er som nævnt identiske. Herudover er de solrige dage i kombination med kølige vinde fra Det Tyrrhenske Hav afgørende for at bevare en fin balance mellem friskhed og solmodenhed i vinene.

Bolgheri stop

På trods af lighederne bliver forskellene tydelige, da jeg står i kældrene og smager på vinene.

Bordeaux er i min mund oftest køligere i stilen og har en lidt højere syre. Derimod bærer vinene fra Bolgheri præg af masser af middelhavssol og en smule mere udtalt frugtsødme. Ja, nogle har tilmed kaldt det en slags mini-Napa. Det viser sig ved en blødere tannin, en mørkere bærfrugt og en anelse mere varmblodighed end i Bordeaux.

To af de vine, jeg vil fremhæve her er Antinori´s Guado al Tasso 2022 og Castello di Bolgheri 2021 (se anmeldelse nedenfor)

 

Min top 10 i Bolgheri…

Efter fire dage i området og knap 100 vine klogere, bliver jeg bekræftet i, at Bolgheri præsterer på et enormt højt niveau. Nogle af vinene er blandt de mest imponerende, jeg har smagt i Italien de seneste år. Og samtidigt er en stor del af dem let tilgængelige og drikkeklar her og nu.

Jeg har lavet min egen lille hitliste over de 10 bedste vine fra min tur. Listen er selvfølgelig subjektiv, men det er de vine, som har gjort størst indtryk på mig…

1 Grattamacco – Superiore 2023
Fra et af de ældste huse i Bolgheri har vi Grattamacco Superiore 2023. Duften strutter af mørke oliven, mint, solbær, støv og lidt grønne urter. I smagen er den kølig og utrolig “tilbagelænet”  med en enorm ekstraktion, der afsluttes af en lille kirsebærstensbitterhed i finalen. Det her er stort – ja verdensklasse. 96

Wine-barrels-Bolgheri

2 Arnione – Bolgheri Superiore 2022

Vanvittig flot duft af røde bær og kamfer. Vibrerende i munden med en luftighed, der får den til at virke nærmest vægtløs… ja som en elverpige, der danser henover liljekonvaller. Alt er i balance. En vin i en ”kølig”, fransk stil. 96

3 Sassicaia 2022
Indtagende og meget bordeaux’sk i duft med indslag af blyant, fortættet grafit, mint, solbær og lidt cigarkasse. Saftig, frisk og dejlig intens i munden med tilpas ekstraktion – som et sirligt stykke broderiarbejde med med snorlige korssting. Intet stikker tilfældigt ud, og mit vinøse kompas falder øjeblikkeligt til ro. Fremragende vin. 95

Læs også: 6 fremragende baroloer fra årgang 2022… 

 

4 Poggio al Tesoro – Dedicato a Walter 2021
Her et eksempel på, hvor god cabernet franc kan være, når den står alene. Mindre grøn end i Loire og med større kompleksitet. Næsen er dyb og mørk med et lille urtegrønt præg flankeret af røde bær og et skvis af peber. Flot og koncentreret i munden med ultra bløde tanniner. En lille Napa-fortolkning på italiensk jord. 95

5 Argentiere – Bolgheri Superiore 2020
Vidunderlig duft af solbær, brombær, lidt fad, cedertræ og blyant. Meget bordeaux’sk i næsen omend en anelse sødere. Slagkraftig og tæt i smagen, der er silkeblød og moderne, med sexede og afrundede tanniner. Vinen er lagret på 30 % ny eg, hvilket bidrager til den moderne og silkebløde stil. 94

6 Grattamacco – Bolgheri Superiore 2022
Jeg elsker Grattamaccos stil: solbær og modne kirsebær toppes her op med lidt mint og kamfer. Læg dertil en kant af støvet landevej og grønne urter. Koncentreret og samtidig uhyre smidig og stram i smagen. Snorlige og luftig som en blomkålssky – og det er på trods af en blød og let buttet frugtsødme. 94

7 Antinori – Guado al Tasso 2022
Typisk og velpoleret Antinori-stil. Måske indbegrebet af Bolgheri. Mørk og koncentreret i både næse og mund. Samtidig flot balance mellem fad og frugt. Velpoleret vin, der afsluttes af omgang faste tanniner. 93

8 Castello di Bolgheri 2021
Solmoden Bolgheri-vin på cabernet sauvignon og cabernet franc. Solbær, jern og lidt salami toppes op med en kant af urt og grøn peber. Dyb og ekstraktrig i munden med masser af frugtsødme uden at kamme over. 92-93

 

De totalt oversete Bolgheri-vine

Og til sidst to vine, man let glemmer, når man taler Bolgheri. Nemlig de hvide på druen vermentino. På turen smagte jeg Grattamacco og Al Tesoro´s udgaver, der viser, at netop denne hvidvinsdrue kan noget særligt i området.

9 Poggio al Tesoro – Vermentino 2019
Meget karakterfuld duft: fersken, petroleum, mint og en kant af bivoks. Stram og umådelig lækker i smagen med en fantastisk mineralitet og elegance. Afsluttes med et viff af havsalt. Smager som en forunderlig blanding af riesling og sprød chablis. Bravo. 92-93

10 Grattamacco – Vermentino 2024
Vermentino lavet på en kombination af tonneaux og barriques. Og virker det? Ja for pokker. Slank og super lækker næse, der oser af  citrus og æblekerner i kombination med lidt fersken og rød grape. Slank i munden med en flot balance mellem frugtsødme, syre og mineralitet. Det hele løbes i mål med et snift af havsalt. 92

 

Efter fire dage i Bolgheri

Da jeg forlader Bolgheri fire dage senere, forstår jeg udmærket, hvorfor området er blevet så hipt. Det er ikke på grund af markedsføring eller prestige alene. Vinene leverer ganske enkelt varen. De kombinerer Bordeaux’ struktur med middelhavets generøsitet og er samtidig langt mere tilgængelige i deres ungdom.

Hvis udviklingen fortsætter, vil Bolgheri næppe blot blive omtalt som Italiens svar på Bordeaux. Området har for længst fundet sin egen identitet.

Smagt og anmeldt af Rolf Madsen

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar