Bordeaux – årgang 2000 vs. 2010

Hvad med en mini-smagning af Château Lafite, L´Evangile og Duhart Milon på en mandag eftermiddag? Øh, jo tak, og særligt når vinene kommer fra de to største årgange i Bordeaux de sidste 20 år – nemlig 2000 og 2010. Men hvad er egentlig bedst? Det vender vi tilbage til, men på forhånd havde jeg spået en kneben sejr til 2000….

 

Jeg har altid været helt pjattet med årgang 2000, mens mit forhold til 2010 har været lidt mere anstrengt. Særligt fordi mange af højrebreds-vinene (vine lavet på højre side af Gironde-floden, eksempelvis Pomerol og Saint-Emilion) lider af en betydningsfuld skavank: en varm juli, der satte turbo på modningen, så sukkerindholdet i den tidligt modnende merlot skød dramatisk i vejret. Visse steder så meget, at det bragte alkoholprocenterne op i amarone-ligaen, hvilket bestemt ikke er noget at prale af.

 

 

Spørger man på slottene, var 2010 en af de letteste at lave – en sand drømme-årgang. Og det skal da også indrømmes, at særligt venstrebredsvinene, som først og fremmest laves på cabernet sauvignon, kan være helt fantastiske. Et tørt og relativt køligt efterår med kun 30 millimeter regn i august og september (mod normalt 110 millimeter) gav fremragende betingelser for den sent
modnende cabernet sauvignon.

 

Læs også: det skal du se, når du er i Bordeaux

 

Kigger vi på årgang 2000, så startede den koldt. Mange steder havde man en massiv udvikling af meldug og blomstringen kom senere end gennemsnittet. Juni og juli var begge kolde og fattige på sol. På det tidspunkt forventede man bestemt ikke en stor årgang. Men i august og september ændrede alt sig. Her havde man et noget nær perfekt klima med hensyn til varme, ”tørhed” og sol i rigelige (læs: tilpas) mængder. Modsat 2010 var vejret og høsten god i hele Bordeaux.

 

Vinene….

…. denne mandag kommer alle fra Domaines Baron de Rothschild, hvor Jean-Sebastien Philippe (Commercial Director hos Domaines Barons de Rothschild) har medbragt 6 røde Rothschild-vine i de to ovennævnte topårgange.

 

I første flight har vi:

# Château Duhart Milon 2010 (4. cru Pauillac – fra magnum)
Duhart Milon ligger tættere på Saint Estephe end Lafite, og det betyder mere ler i jordbunden til at holde på vandet, hvilket er en fordel i meget tørre perioder. Terroiret på Duhart Milon er ifølge Jean-Sebastien en del koldere end på Lafite, og det er klart et plus i varme årgange. I duften har vi masser af ymer, kernemælk og mørke røde bær, mens smagen er blød, klassisk, stram og tør. Pt. bærer den præg af en del krydret fadpræg. Bedømmelse: Flot vin

 

Årgang 2000 vinder første flight

 

# Château Duhart Milon 2000 (4. cru Pauillac)
Her har vi en helt forrygende og klassisk næse med indslag af blyant, cedertræ, cigarkasse. Frisk, kompleks med oceaner af solbær og blød frugt. Umådelig elegant og klassisk med rank struktur. Flot koncentration i midtsmagen, omend en anelse smal i afslutningen, hvis man skulle komme med en lille kritik. I 2000 var slottet oppe på 57 hl./l, mens man i 2010 lå på et udbytte omkring de 40 hl./h. Bedømmelse: I særklasse.

 

I næste flight har vi:

# Château L´Evangile 2010 (Pomerol)
Lidt ymer og kernemælk, masser af mørke bær samt strejf af karamel. Strutter af solmoden merlot, der føles som om, det er pakket ind i en gang violet plys. Et dybt koncentreret monster med en fuldmoden garvesyre, der strammer godt op i afslutningen. Kræver helt klart noget tid på flaske. Mere ekstraktrig end nedenstående, men lige knap så elegant. L´Evangile ligger som bekendt i smørhullet mellem Petrus og Cheval Blanc. Man har dermed et stykke meget lerholdig jordbund (som Petrus), hvor merlot dyrkes, og et mere gruset stykke, hvor der primært er plantet cabernet franc. Pt. minder 2010´eren mere om Petrus, mens nedenstående 2000 hælder mod Cheval Blanc-stilen. Bedømmelse: Fremragende vin

 

Årgang 2000 vinder også 2. flight

 

# Château L´Evangile 2000 (Pomerol)
Helt vildt bliver det i årgang 2000, hvor vi har en bedårende og elegant aroma af ceder, solbær, lidt støv og underskov toppet op med  trøfler, cigarkasse og et udtalt præg af flæskekød. Helt vidunderlig stramhed i smagen med en tilpas dosseret mængde frugt til at balancere de begyndende modne toner. Meget cabernet franc´sk i stil. I love it! Bedømmelse: På kanten til verdensklasse

 

Sidste Flight:

#Château Lafite 2010 (Pauillac)
Her har vi så guddommelige Lafite. Ufattelig tilbagelænet næse med indslag af ristet cedertræ, solbær, blyant, blyant og endnu mere blyant. Udvikler et strejf af læder i munden. Nøgleordene her er balance og en utrolig lækker kølig friskhed . I smagen finder man en livlig syre, der får den til at sprutte og sprælle på tungen. Enorm koncentration, og det er her jeg må overgive mig: en potentielt perfekt vin! Bedømmelse: Overjordisk og himmelsk

 

Årgang 2010 Lafite sætter tyk streg under årgangens storhed

 

# Château L´Lafite 2000 (Pauillac)
Jeg har gennem tiden smagt Lafite i 2000 mange gange (7 eller 8 gange) og hver eneste gang har det været som at blive lukket ind gennem himmelporten. Lidt ligesom at smage 2010 på nuværende tidspunkt. Men her og nu er den faktisk en anelse lukket, og som min sidemakker fra Politiken indskyder: den er sgu lidt austere.
I min næse er den lettere dusty, barsk og lukket med strejf af karamel. Smagen er til gengæld lidt mere åben med en saftig, moden og indkogt bærfrugt. Den ulmer, gør den! Bedømmelse: Verdensklasse

 

Summa summarum

Trods en mesterlig præstation af Lafite i 2010, bliver årgang 2000 på mit eget vintage-barometer en kneben vinder. Samlet set er årgang 2000 i min mund en bedre årgang for hele Bordeaux, men de bedste 2010´ere fra venstre bred vil formentlig vinde slaget på sigt.

/rolf

 

 

 

Related Posts