Min flyver lander i pizzaens hjemby Napoli, hvor det de næste dage skal handle om Campaniens vine, druesorter og jordbund. Indimellem et par producentbesøg skal jeg have en update på områdets vine, og det sker på Napolis ældste slot, Castel dell´Ovo, som er rammen om årets store vinmesse i det sydlige Italien.
Man kan spørge sig selv, hvorfor Campanien er interessant? Nogle af svarene ligger i den vulkanske jordbund og de mange indfødte druesorter, som kalder på noget opmærksomhed. Samtidigt er der gode og prisvenlige vine at hente hér. Jeg mener, der står jo hverken brunello eller barolo på etiketterne!
Terroir
Hvis man spørger producenterne i området, er jordbunden er et vigtigt omdrejningspunkt. Helt grundlæggende består undergrunden i Campanien af dybereliggende lag af kalksten. Men ovenpå har man forskellige lag af blandt andet vulkansk jordbund med højt indhold af mineraler og ler.
Nogle af de mest interessante vine går for at være dem fra vulkansk jordbund. Altså vine fra områder, der har været særligt influeret af vulkanudbrud fra Vesuvio.
Jeg har set et citat, der beskriver kvaliteten af vinene på den her måde: “.… best wines from Campania also come naturally from the volcanic locations near Mount Vesuvius, as well as from the steep terraces of the Amalfi Coast and the offshore islands.”
Efter snakke med lokale geologieksperter og ved smagning af områdets vine, tror jeg dog ikke helt, at man kan forsimple verden på den måde. Geologi og jordbund er uden tvivl vigtigt, men druesorter og mesoklima er også helt afgørende parametre. Tager vi for eksempel stjernedistriktet for de røde vine, Taurasi, så er jordbunden faktisk ikke særligt vulkansk sammenlignet med for eksempel Lacryma Christi og Amalfi-kysten.
Campanien hvidvinsdruer
De mest anvendte druesorter i Campanien er uden tvivl falanghina, greco (di tufo) og fiano (di avelino).
Falanghina er den billigste af de tre, og det er der en grund til. Den giver typisk friske, let drikkelige og forbrugervenlige vine uden den helt store karakter.
Det har til gengæld greco´en, som er lidt dyrere. En greco har masser af struktur og god ekstraktrigdom suppleret med en lidt tanninsk tørhed. Som min ven Ryan Lewis fra Hidden Vines plejer at sige: greco er en rødvin forklædt som hvidvin – og det er nok ikke helt forkert.
Af spændende vine på greco støder jeg på producenten Bellarias topvin Oltre 2018. Her har vi masser af karakter, og “Oltre” afspejler i min verden, hvordan druen bør dufte og smage. Næsen er et stormløb af grønne æbler og citrus med strejf af kelim. Læg dertil en renhed og elegance, der flankeres af dejlig fedme og cremethed i munden. Afslutningen køres i mål med en fin, opstrammende syre, der holder alt fornemt på plads. Hos mange producenter fornemmer man den fenoliske tørhed ret kraftig i deres greco´er, men her er tanninkløerne nedtonet og frugtsyren hevet frem i vinen. Bravo. 91
Læs også: Apulien – en vinøs stilændring på vej
På toppen har vi fiano´en, som typisk er en anelse dyrere end greco. Vinene på fiano er elegante med god frugt, syre og mineralitet. Ofte med et strejf af bivoks og honning, når de får lidt alder.
På min 4-dages rundtur i området og lidt smagning på Castel dell´Ovo, finder jeg et par producenter, som gør sig bemærket. Eksempelvis Tenuta Scuotto med deres Fiano “Ok ni” fra 2019. I duften har vi en helt vidunderlig kant af fersken, kridt og havsalt. Og smagen: olalahh en fantastisk mundfylde og en absurd lækker renhed, der toppes op af en syre, der spænder fornemt op om frugten. Scuottos fianoer adskiller sig fra mængden ved at gære på store fade. For øvrigt på naturgær, hvilket giver en eminent kompleksitet til vinen. Vox det er godt! 92
Campaniens rødvinsdruer
På rødvinssiden har man en lang række indfødte druesorter. Mest kendt er jo nok vinene fra Lacryma Christi og Taurasi. Sidstnævnte er i min optik de bedste, og de laves på aglianico. Druen er berømt og berygtet for at have masser af koncentreret frugt og en stram garvesyrestruktur. Herudover er der som regel en god portion frugtsødme og varmblodig alkohol, som afspejler sydens sommer og sol i vinene.
Dette billede er også det mest fremherskende for vinene på Castel dell´Ovo. I min verden handler god Taurasi om at nedtone den lidt kantede garvesyre og frugtsødme til fordel for det elegante.
Og i min søgen støder jeg endnu engang på producenten Scuotto, der gør det fremragende. Scuotto Taurasi 2017 har alt det, en god Taurasi skal have. Først og fremmest en henrivende duft med masser af mørke bær, blyant og lidt lakrids. I smagen finder man en flot og velbalanceret frugtsødme, der efterfølges af den typiske og stramme garvesyre. En robust vin, der ikke løber fra sine lidt kantede druekarakteristika, og som samtidigt er ret elegant for genren. Jeg må bare sige, at hér er der sgu ikke noget ukrudt i blomsterbedet. Wauw! 92
De ukendte druesorter
I Campanien laves der ikke så meget vin på piederosso, men her er en druesort, jeg håber, vi kommer til at høre mere om i fremtiden. Den er blevet kaldt for Italiens svar på pinot noir på grund af sin lethed, friske frugt og livlige syre. Piederosso ophober ikke så megen sukker og den modner sent. Blandt andet derfor finder man mange Campanske vine på druen med god finesse og lethed.
Sammenligningen med pinot noir holder nok ikke helt, for den har en garvesyre, som ligger tæt på nebbioloens. I min optik er der snarere tale om sydens svar på barolo. Men herudover kan man nu også finde unge og frugtige vine i beaujolais-genren, der bare smager læskende lækkert.
Kigger vi på hvidvinsdruer, er der mange i Campanien. En af de bedste producenter af ukendte druesorter er Marisa Cuomo fra Amalfi-kysten. Huset laver himmelske hvidvine på ginestra, bianco fenile og ripoli – ja hva´behager! Nej ikke noget man hører om hver dag. Ikke desto mindre lægger jeg vejen forbi en vertikalsmagning af husets vine på slottet i Napoli. Her går det rigtigt op for mig, at området er andet end greco, fiano og falanghina.
Smagningen, der går tilbage til 2007, viser Campanien hvidvine fra deres bedste side. Marisa Cuomos “Furora Bianco Fiorduva 2009” er et mesterværk. Næsen er karakterfuld og tilpas moden, og så finder man finder indslag af bivoks, lidt honning og en kant af fad. Tindrende lækker og meget lang i smagen. Syren er som et harpunskud – direkte og super velintegreret. Afsluttes af en lille mineralsk tørhed og en bagkant af hvid nougat. Du milde makron, hvor ligger den fremragende i munden.! 93
Marisa Cuomo er et lysende eksempel på, at omhyggelighed, fadlagring og dygtighed kan skabe noget stort i den syditalienske stegegryde. Og det er en demonstration af, at områdets vine kan lagre med ynde. Bravo Campanien!
