Det er længe siden, jeg er stødt på et mere interessant vinhus i Piemonte end det familieejede Cascina Le Doti. Vinene strutter af karakter, intensitet og elegance på samme tid. Jeg er målløs, og så er priserne formidable – særligt når de er sat ned…
# Cascina Le Doti – Bordini 2018, Barbaresco
Helt vidunderlig og floral duft af kirsebær, mandel og tjære. Læg dertil et viff af blå blommesten, kål og læder. Nærmest æterisk med en burgundisk luftighed og finesse i kombination med en lille perlen på tungen. Formidabel barbaresco med en strukturerende omgang tanniner, der bider de helt rigtige steder i munden. 95-96
Spottet hos Juuls Vinhandel til ca. 300 kr.

Andre smagte vine
# Cascina Le Doti – Langhe Nebbiolo 2023, Piemonte
Legesyg, luftig og elegant Langhe-nebbiolo, der oser af råfrugt og karakter. Masser af lakrids, lidt valnød, havmole og søde kirsebær lægger sig blidt på tungen, hvor de indhylles i et crescendo af delikat frugtsødme. Fornemmer man garvesyre: ja for pokker – og den helt rigtige slagsen. Enormt koncentreret vin og vanvittig flot til prisen. 93+
Genkøbsfaktor: 10/10
Spottet hos Juuls Vinhandel til ca. 140 kr.

# Cascina Le Doti – Barbera d´Alba Ardote 2022, Piemonte
Nøj, hvor er den intens… lakrids og kirsebær med et lille strejf af æblekerne, mandler og chokolade. Det samme i smagen, der er monster intens med masser af koncentration og blød garvesyre. 93
Spottet hos Juuls Vinhandel til ca. 130 kr.

# Aurelio Settimo 2018, Barolo
Formidabel, elegant og sitrende barolo, hvor man fanges ind i en brise af kirsebær og mandel, der katapulteres ud over scenekanten flankeret af tørrede frugter og lidt iod. Et tigerbrøl med flot koncentration i kombination med den klassiske stramhed i finalen. 94
Spottet hos Juuls Vinhandel til ca. 430 kr.
Tjek også sidste uges vinhit – Langhe Nebbiolo…
# Aurelio Settimo – Langhe Nebbiolo 2020, Piemonte
Blommer, lidt tjære, medicinskab og et viff af lakrids. Det samme i smagen, der er rank, tør og struktureret med masser af den klassiske nebbiolo-tanniner, der bider godt i munden og spænder fint op om frugten. 92
Spottet hos Juuls Vinhandel til ca. 260 kr.
# Aurelio Settimo – Dolcetto d´Alba 2021, Piemonte
Kirsebærsten, friskkåret tobak, lidt medicinskab og iod i duft. Slank og velstruktureret dolcetto med masser af rå power og fast barolo-agtig garvesyre. Flot dolcetto. 91
Spottet hos Juuls Vinhandel til ca. 150 kr.

