I løbet af ugen har jeg smagt på Fonsecas første Vintage Port i syv år (siden årgang 2017), og jeg må bare sige, at den er fremragende. Vintage Port skal have tid, og det ved alle, der interesserer sig for den slags. Men allerede nu er den slubrende lækker…
# Fonseca – Vintage Port 2024, Douro
Brombær, stødt sort peber, lakrids og lidt kirsebærsovs. Blød, saftig og intens i smagen med en vidunderlig puddersukkeragtig sødme og en bagkant af kamfer. Ultra bløde og saftige tanniner pakker det hele flot ind. Fremragende. Ugens vinhit. 96+
Spottet hos Jysk Vin til ca. 700 kr. 
Andre smagte vine
# Melini – Massoveccio Riserva 2022, Chianti Classico
Kirsebærsten, blå blommer og mandel i duft. Blød og forførende i munden med en let frugtsødme, der rammes godt ind af en opstrammende garvesyre, der gør den velegnet til mad. 92-93
Spottet hos Vinøen til ca. 120 kr.
# Melini – Chianti Riserva 2022, Chianti
Melini er blevet klart bedre med årene. Umådelig lækker vin fra Chianti. Klassisk og frugtig med et skud søde kirsebær og lidt lakrids. Ret intens i munden med virkelig god struktur og renhed i frugten. Flot balance mellem ekstrakt, struktur og alkohol. 92
Spottet hos Vinøen til ca. 120 kr.
# Ugaba 2020, Stellenbosch
Oser af solbær, røget fad, lidt grøn peber, cedertræ og cigarkasse. Blød i munden med god balance mellem frugtsødme og struktur. 91
Spottet hos Vinøen til ca. 100 kr.
# Proelio – Vinedos Viejos Garnacha 2019, Rioja
Frugtig og indtagende næse med indslag af brombær, lidt kernemælk, stødt sort kampot, lakrids og et lille urtegeønt strejf. Medium koncentreret i munden med masser af fylde, struktur og et slagkraftigt alkobid i eftersmagen. 90
Spottet hos Vinøen til ca. 130 kr.
Tjek også sidste uges vinøse hit fra Alte Piemonte..
# Santa Rita – 120 Gran Greserva Chardonnay 2025, Casablanca
Indbydende duft af ananas, gule stenfrugter, citrus og et spjæt af fad. Det samme i smagen, der er afrundet og i øvrigt meget let drikkelig. Afsluttes af et lille syrebid i finalen. Glimrende forbrugervin. 89
Spottet hos Vinøen til ca. 70 kr. 
# Santa Rita – 120 Gran Greserva Cabernet Sauvignon 2023, Maipo
Lakrids, mørke røde bær, en kant af underskov og lidt grøn peber. Nydelig og vellavet cabernet fra Chile til en fin pris. 89-90
Spottet hos Vinøen til ca. 70 kr.
Smagt og anmeldt af Rolf Madsen


