Champagne alternativ fra engelske Nyetimber

Formidabel Champagne-dræber fra engelske Nyetimber

I denne uge har jeg igen smagt på mousserende vine fra Frankrig, Spanien, Italien og England. De franske champagner fra Deutz klarer sig altid fint, men i særklasse overraskende er Marchese Antinori fra Franciacorta og engelske Nyetimber. Sidstnævnte er lidt af en champagne-killer, der får mundvandet til at løbe.

 

# Nyetimber – Blanc de Blanc 2014, England
Nyetimber: en Aston Martin med raketmotor. Pivfrisk næse, der strutter af citrus, grønne æbler, lidt hasselnødder, kernemælk og afbarkede grene bøffet op med en kant af kridt og gær. Enorm renhed og en smertende intens syre, der kører i dobbeltakt. Sprutter og spræller i munden. Ola lahh en vild vin. 94
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til 500 kr.

Andre smagte vine

# Marchese Antinori – Contessa Maggi 2011, Franciacorta
Bragende lækker og multifacetteret spumante, højt belagt med velhængt flæskekød, lidt grønne blade, toffifee, våd kelim, græs og lidt gær. Kompleks vin med en lokkende elegance og syre, der som et pust af flyvesand hvirvler rundt i alle hjørner og kanter. Contessa Maggi er helt sin egen og kombinationen af chardonnay, pinot nero og pinot bianco får det hele til at spille i min mund. 93
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til cirka 420 kr.

 

# Nyetimber – Classic Cuvée , England
Uhyre indtagende duft med masser af citrus, knap modne gule blommer og et strejf af kridt, stribet flæsk og lidt hasselnødder. Pivren og saftig med masser af strutfrisk  intensitet og et sitrende syrespil. Bravo! 92
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til cirka 370 kr.

 

# Nyetimber Cuvée Cherie – Demi Sec, England
Ren og dråbefrisk nektar med fersken, tropejuice og lidt asparges. Læg dertil et viff af begyndende toner af brød, ristede mandler, lidt valnød og en spandfuld æblekerner, der kapsles ind i en skefuld blød og nærmest velouragtig sødme. Dejlig mundfylde, der afslutningsvis flankeres af et lille øksehug af en syre, som balancerer det hele flot. 91
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til cirka 370 kr.

 

# Deutz – Cuvee Classique Brut, Champagne
Man går aldrig galt i byen med Deutz. Klassisk og lækker champagne, der oser af toastet brød, gule blommer og let bitre pærekerner kombineret med en kant af citrus. Sprød og delikat i munden med masser syrefriskhed og elegance, noget Deutz er mester i. Afslutningen piftes op med et mættende strejf af havsalt. Mere klassisk bliver det ikke. Anbefalet. 92
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til cirka 380 kr. 

 

Tjek også sidste uges mousserende vinhit… her 

 

# Deutz – Cuvee Classique Demi-Sec, Champagne
Tilbageholdende og diskret næse, hvor man finder indslag af fersken og honningmeloner. Saftig og blød i munden med en lille begyndende tone af modenhed i form af hasselnødder og ristet brød. Klassisk, medium fyldig og lækker champagne med en let restsødme til de ikke alt for søde desserter. 92
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til cirka 380 kr.

 

# Juvé & Camps – Gran Reserva Brut Nature 2017, Cava
Spændende cava med en knivspids gazebind, apotekerskuffe og lidt rød grape og tjære. Meget karakterfuld vin med fin syrelinje og dejlig intensitet. 89
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til 190 kr.

 

# Juve & Camps – Reseerva Nectar Blanc, Cava
Blød, sødmefuld og nektaragtig duft, hvor man finder en gnist af fersken, tropesaft, grapefrugt, papaya og et lille snift af iod. Saftig i munden med en indtagende saftighed, fylde og sødme. 89
Spottet hos H. J. Hansen og Vinspecialisten til cirka 180 kr.

Related Posts

Skriv et svar