Ugens vine er en kanonade af franske fristelser. Helt i top ligger en Aloxe-Corton fra Domaine Maldant Pauvelot, der oser af både elegance og intensitet…
# Domaine Maldant Pauvelot – Aloxe-Corton Les Valozieres 2017, Bourgogne
Nøj, hvor er det her bare elegant og letløbende. Top lækker duft af søde kirsebær, lidt blå blommesten, et strejf af grønne grene, colanød og tørret frugt suppleret med et hint af lakrids. Sart og smidig i munden med en luftig frugtsødme, der breder sig flot ud på tungen. Afsluttes af en lille og frisk syre, der strammer eminent op om frugten. Letheden er den styrke. Englefryd på flaske. Ugens vinhit. 95
Spottet hos Supervin til ca. 400 kr.
Andre smagte vine
# Louis Fleurot – Nuits Saint Georges 2023, Bourgogne
Hindbær og friske jordbær armeret med lidt kirsebærsten og et knæk af peber. Rustik og luftig med fin koncentration i frugten bøffet op med et lille grenet strejf. Afsluttes med lidt stenfrugtstørhed, som strammer fint op om frugten og gør den velegnet til mad. Bliver bedre og bedre, jo dybere man kommer ned i flasken. 94
Spottet hos Supervin til ca. 550 kr.
# Château La Tour du Pin Figeac 2016, Saint Emilion Grand Cru
Monster indtagende og super klassisk bordeaux: solbær og underskov væver sig ind i lidt trøfler og cigarkasse bøffet op med en bagkant af blyant. Rank og umådelig flot udviklet i smagen. Top lækker balance mellem modenhed, ekstrakt, tanniner og alkohol. Anbefalet. 93
Spottet hos Supervin til ca. 350 kr.
# Domaine Maldant Pauvelot – Aloxe-Corton Les Valozieres 2018, Bourgogne
Så er der pedal. Ret maskulin Aloxe, hvor man finder en enorm dybde og tæthed i duften. Masser af søde kirsebær og modne toner i form af hø og halm. Læg dertil lidt tørret frugt, jod, lakrids, læder og en bagkant af Kongen af Danmark. Saftig og intens i smagen med en fin frugtsødme, der lægger sig blidt på tungen. 93-94
Spottet hos Supervin til ca. 400 kr.
# Closerie des Alisiers – Pouilly Fuisse 2024, Bourgogne
Slank, mineralsk, elegant og velproportioneret pouilly med masser af æblekerne, stikkelsbær, lidt kridt og kalksten. Ren i munden med et forfriskende, grapeagtigt bid, der river de rigtige steder i munden. 92
Spottet hos Supervin til ca. 160 kr.
# Domaine George – Les Talva Monopole, Chablis
Saftig, mineralsk og kridtet chablis med et vognlæs friske pærer, gule blommer og lidt græs. Slank og harmonisk hvidvin med en blød frugtighed i kombination med en dejlig sprød syre. Afsluttes af en lille kant af havsalt. 91
Spottet hos Supervin til ca. 160 kr.
Tjek også sidste uges vinhit på pinot noir fra Sydfrankrig…
# Prospher Maufoux 2024, Macon Villages, Bourgogne
Rigtig flot og overbevisende macon til prisen, der nærmest er latterlig lav. Jan den burde blive flået ned ad hylderne. Våde sten, citrus, grønne æbler og en bagkant af ananas og græs i duft. Lækker i munden, hvor en frisk syre spænder eminent op om frugten. Bravo – anbefalet. 91
Spottet hos Supervin til ca. 90 kr.
# Lar de Paula 2023 (hvid), Rioja
Slikken og imødekommende næse, der strutter af friske stave, hvilket vil skræmme nogen, men ikke mig. Herudover fersken, nektariner og et viff af appelsin. Det samme i smagen med god balance mellem fedme, syre og alkohol. Afsluttes af en lille saltet mineralitet. 91
Spottet hos Supervin til ca. 100 kr.
# La Fleur Pauilllac 2017, Bordeaux
Flot og moden duft. Blandt andet sveskeblomme, iod, solbær og lidt begyndende oxidative toner af hø og halm. Blød i smagen, der besidder de klassiske noter af underskov, lidt svampe, lakrids og cedertræ. 91
Spottet hos supervin til ca. 150 kr.
# Pauly – Riesling Generations 2024, Mosel
Masser af pivfriske grønne æbler, lidt våde sten og skifer. Frisk i munden med god friskhed og syre flankeret af en let sødme i eftersmagen, der gør den velegnet til kammuslinger eller sushi med sød ingefær. I afsluttes af en lille fenolisk tørhed, der giver oplevelsen af minerlitet. 91
Spottet hos supervin til ca. 150 kr.
# Closerie des Alisiers 2023 – Hautes Côtes des Beaune 2023, Bourgogne
Dejlig, frugtig og velafstemt hautes côtes med masser af kirsebær, grønne grene, lidt urt og en bagkant af Mariekiks. Letbenet og letløbende vin, der bare smager rigtig godt. En lille tørhed i eftersmagen, som gør den velegnet til mad. God bourgogne til prisen. 90
Spottet hos Supervin til ca. 130 kr.
# Crique Dream – Sauvignon Blanc 2024, Côtes de Gascogne
Masser af hyldeblomst og tomatplante i duft. Sprød frisk og livlig i munden med et strejf af stikkelsbær. Dejlig saftig i munden med masser af spruttende syre og nedtonet alkohol (9%). 89
Spottet hos Supervin til ca. 70 kr.