I løbet af ugen har vi smagt på tyske og spanske hvidvine, og der er overraskelser i blandt. Weingut Bergdolts Weissburgunder er formidabel, men husets riesling er lige et mulehår foran.
# Bergdolt Riesling – Riesling Vom Graf 2021, Pfalz
Formidabel vin til prisen. Intens næse, hvor man finder indslag af æble, kridt og våde flintesten. Møg lækker i munden, strutter af harmoni og friske grønne bær toppet op med en vidunderlig syre, der danser samba på tungen. Afsluttes af en lille saltet mineralitet. Bravo. 92.
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til ca. 120 kr.
Andre smagte vine
# Bodegas Albamar – Albarino 2021, Rias Baixas
Se, det her er en overraskelse! Vidunderlig duft af asparges, lidt kål, nektariner, honningmelon og en gang limesaft på toppen. Sprød, intens og super lækker i munden med flot koncentration og ekstraktrigdom. Den bedste Rias Baixas jeg har smagt i meget lang tid. 91
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til ca. 150 kr.
# Bergdolt Weissburgunder – Duttweiler Mandelberg 2020, Pfalz
Græs, grønne grene, lidt våd kelim (på den über-fede måde) og en kant af citrus. Dejlig frisk i munden med en lille laber og let reduktiv tone, der et lille øjeblik bringer tanker i retning af hvid bourgogne. En virkelig god weissburgunder. 92
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til ca. 160 kr.
# Weingut Bergdolt – Riesling Gutswein 2021, Pfalz
Masser af grønne æbler, lidt stikkelsbær og en kant af citrus. Slank, rank og delikat i smagen med fin balance mellem alkohol og frugt. Afsluttes af en sprød syre i finalen. Rigtig flot Gutswein. 89
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til 110 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Barolo … her
# La Comarcal – Grillat 2022 (rødvin), Valencia
Fin og flot afstemt duft med indslag af kirsebær, et lille stilket knæk af peber og en bagkant af lakridskonfekt. Letbenet, luftig og nærmest lidt burgundisk i stil med en lille frugtig bærsødme, der strammes op af en tilpas afrundet garvesyre. Læskende og letløbende saft med masser af friskhed. Anbefalet. 90
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til 150 kr.
# La Comarcal – Lafont 2022, Valencia
Udmærket duft af stikkelsbær, gule blommer og lidt grønne grene. Slank, sprød og behagelig i munden med et fint bid og en let saltet mineralitet i finalen. 89
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til ca. 150 kr.