Nogle vine kan noget særligt i munden, og Manzones Barolo fra marken Gramolere er en af dem. Den er lavet på naturligt gær, lav svovltilsætning og så er den hverken klaret eller filtreret!
# Manzone – Gramolere 2018, Barolo
Vild næse: roser, kirsebær, blå blommesten og et lille viff af tjære og apotekerskuffe. Ditto i smagen, der forekommer luftig og elegant med en fantastisk linedanser-balance. Alt hænger sammen her – svinsk lækker i munden. Jeg er fan!!! 95
Spottet hos Supervin til ca. 400 kr.
Andre smagte vine
# Scattered Peaks – Cabernet Sauvignon 2019, Napa Valley
Vanvittig dyb næse, hvor man finder indslag af mørke, røde bær og lidt vanilje i kombination med en bedårende frugtsødme. Enormt tæt i munden med ekstrem lækker balance mellem tyngde, bærsødme, alkohol og bløde tanniner. Smager bare mega freaking godt! 94
Spottet hos Supervin til cirka 430 kr.
# Bernard Magrez – L`Ame Pape Clement 2019, Graves
Solmoden og samtidig lidt urtegrøn i duft med en lille kant af rabarbersaft. Læg dertil et viff af grøn peber, solbær, tobak og cedertræ. Flot koncentreret og god bordeaux med fin tyngde. 92
Spottet hos Supervin til ca. 230 kr.
# Bernard Magrez – Château Bernard Magrez 2019, Saint-Estephe
Det her er klassisk og stram saint-estephe med masser af rustikke kanter. Blyant, solbær, grøn peber og cigarkasse flankeres af en saftig frugtsødme, hvorefter bagholdsangrebet kommer: den typiske saint-estephe-garvesyre, der strammer op på den helt rigtige måde. Masser af koncentration og ekstraktrigdom. Bravo. 93
Spottet hos Supervin til ca. 210 kr.
# Chateau La Chapelle des Landes 2015, Lussac Saint Emilion
Perfekt moden og blød bordeaux med begyndende toner af underskov, lakrids, jern og vådt gyngestativ forenet med en ypperlig elegance og finesse. Æterisk og lækker i smagen, der toppes op af den klassiske garvesyre. Fantastisk vin til prisen! 90
Spottet hos Supervin til ca.80 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Rhône-dalen … her
# Bernard Magrez – l´Elegance des Grands Chenes 2019, Medoc
Flot Medoc-vin med indslag af solbær, lidt cedertræ, tobak og en kant af urt, lakrids og grøn peber. Slank og elegant med medium koncentration og den typiske bordeaux-struktur. Dejlig lang i smagen for en medoc. Bravo. 91
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.
#Bernard Magrez – La Memoire de La Tour Carnet 2019, Haut Medoc
Dejlig slank i duft med strejf af lyse, røde bær. Læg dertil et lille hint af rabarber og kål. Let til medium koncentreret vin med vægt på det elegante. Samtidig dejlig ren i smagen, der afsluttes af et frisk lille syrebid og en gang opstrammende tanniner. 90
Spottet hos Supervin til ca. 170 kr.
# Bernard Magrez – Muraires Douce Vie 2022, Côtes de Provence
Diskret, ja nærmest tilbageholdende næse, men indslag af fersken og hindbær dukker frem med lidt tid i glasset. Luftig, ren og letløbende saft med en indtagende cremethed. Læg dertil et lille mineralsk bid og et forfriskende syrebid i eftersmagen. Absolut glimrende rosé, der bare glider uhindret ned i løgnhalsen. 90
Spottet hos Supervin til ca. 140 kr.
# Molino di Sant´Antimo – Il Bianco Chardonnay 2022, Montalcino
Masser af grønne grene, lidt stikkelsbær, citrus og let bitre æblekerner. Koldgæret, livlig og læskende i smagen med vægt på frugtighed og frisk syre. Let drikkelig fætter med en lille fenolisk tørhed i afslutningen. 89
Spottet hos Supervin til ca. 150 kr.