2021 review Castellare I sodi di San Nicolo

Italiensk topvin på supermarkedshylderne i Meny

Ugens bedste vin er hentet ned fra supermarkedshylden i Meny. Den er italiensk og kommer fra Castellare i Toscana. Glem alt om billig chianti (selvom det også kan smage godt), det her er serious stuff… 

# Castellare I Sodi de Saint Nicolo 2021, Toscana
Dyb, dyb og intens i duft, hvor man finder indslag af kirsebærsten, apotekerskuffe, tigerbalsam, lidt sveskeblomme, valnød og en kant af lakrids. Saftig og intens i smagen, der afsluttes af et opstrammende tanninbid i afslutningen. Vox, det er godt… 95
Spottet hos Meny til ca. 730 kr.Ugens vinhit anmeldelse

Andre smagte vine

# José Piteira – Amphora Moreto, Alentejo
Slubrende lækker vin fra Portugal. Jordbær, lidt grønne grene og et knæk af peber. Ret elegant portugiser lagret i Amfora-krukker. Ligger vanvittigt godt i munden og kunne minde lidt om rigtig god syd-rhône. 92
Spottet hos Meny til ca. 150 kr. 

 

# Castellare di Castellina – Chianti Classico Riserva 2022, Toscana
Relativt dyb næse med masser af kirsebær, lidt blå blommesten, solbær, mint, lidt neglelak og fernis. Tæt i smagen, der strutter af purung råfrugt. Flot flot vin med enormt flot udviklingspotentiale. Bravo. 93
Spottet hos Meny til ca. 250 kr. 

 

# Rocca di Frassinello San Germano 2019, Toscana
Først lidt solbær, så lidt vanilje, cedertræ og tobak. Rig og slagkraftig fætter med en enorm koncentration i smagen. Afsluttes af en velstruktureret og opstrammende garvesyre. 93
Spottet hos Meny til ca. 600 pr. flaske

 

Castellare di Castellina Chianti Classico Single Vineyard Torre Alta 2023
Toplækker, elegant og super harmonisk chianti fra højtliggende marker. Oser af blå blommer og kirsebærsten med en kant af ribs. Læg dertil lidt rustikke toner af læder og stald på den überfede måde. Rank og stram i smagen med masser af livlig tannin. 92
Spottet hos Meny til ca. 250 kr. 

 

Tjek også sidste uges vinhit fra Beaujolais… 

 

# Feudi del Piciotto Frappato 2024
Wow, hvor er det god syditaliensk vin. Uhyre luftig og luksuspoleret jordbærfrugt kombineret med blid ekstraktion og en lakridset sødme. Autentisk og læskende – ja nærmest svævende og indtagende. Huhuuu. Vanvittig høj Genkøbsfaktor. 92
Spottet hos Meny til ca. 130

Vin med høj genkøbsfaktor - highly recommended

 

# Domaine Roger Sabon Côtes du Rhone 2024
Super klassisk côtes du rhône med indslag af jordbær, et knæk af peber, skifer og lidt lakrids. Behagelig og elegant i munden, men samtidig masser af den rhône´ske slagkraft. Anbefalet. 91
Spottet hos Meny til ca. 190 kr.

 

 

# José Piteira – Alentejo Tinto 2023, Alentejo
Masser af solmodne jordbær og lidt rabarber i duft. Blød, luftig og nærmest Beujolais-venlig i munden med en fløjlsblød frugtsødme, der strammes fint op af en omgang saftig tannin i smagen. Portugisiske Piteira er en god overraskelse. 91
Spottet hos Meny til ca 90 kr. 

 

# Ramon Bilbao Rioja Reserva 2019
Hvis man er til klassisk rioja med masser af vanilje, kokos, appelsinskal, lidt nelliker og brombær, så er Ramon Bilbao et hit. Ligger helt rigtigt i munden.  Masser af koncentreret frugt og tørstofindhold. 91
Spottet hos Meny til ca 140 kr. 

 

# Pa Road Sauvignon Blanc 2024
Sprutter og spræller af hyldeblomst, tomatplante og en lille bagkant af asparges – klassisk sauvignon. I munden frisk og livlig med en knivskarp syre og masser af koldgæret frugtighed. 89-90
Spottet hos Meny til ca. 100 kr.

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar