Reviev anmeldelse Valenciso Rioja 2023

Kan de spanske vinhuse lave store hvidvine?

Kan de spanske vinhuse lave store hvidvine? Ja, det kan de, men de er relativt sjældne på det danske marked. For det første laves de som regel i små mængder, og for det andet er de spanske toprestauranter så heldige at komme først i køen, når der tildeles flasker.

Men i løbet af ugen har jeg smagt på to vine, der viser potentialet for fadgæret/fadlagret spansk hvidvin… 

 

# Valenciso – Fermentado en Barrica 2023, Rioja
Chokerende hvid rioja med et svinsk(!) lækkert fadpræg (gæret i luksusfade). Elegant og tilbagelænet frugt flankeres her af en lille, kridtet mineralitet. Slank og smal i munden på den überfede måde. Overvældende flot kombination af druerne viura og garnacha blanca. 93
Spottet hos Brdr. Vin til ca. 250 kr. Ugens vinhit anmeldelse

 

Andre smagte vine

 

# Domaine de la Graveirette – Ju de Vie 2023, Vin de France
Her må jeg bare sige: genial vin til prisen. Ju de Vie oser af solbær, brombær og et viff af sorte oliven. Læg dertil et lille hint af stald. Flot koncentreret i munden med en enorm karakter for en vin i det prisniveau. Jeg er amourøst ramt. Vox, den smager godt. Vanvittig høj genkøbsfaktor. 92+
Value Rating:
Spottet hos Brdr. Vin til ca. 130 kr.

 

# Agricola del Nudo – Maremma 2023, Toscana
Spændende vin fra Maremma lavet på en kombination af sangiovese og syrah. Overraskende luftig i duft med masser af røde bær, lidt kirsebærsten og et viff af saltlakrids. Elegant og frisk med en lækker kerne af råfrugt – og så det klassiske syrebid i afslutningen. Glimrende vin. 92
Spottet hos Brdr. Vin til ca. 200 kr. 

 

# Bodegas Valsangiacomo – Ulises Valsangiacomo Chardonnay 2024, Valencia
Glimrende chardonnay-næse, hvor man finder indslag af ananas, citrus og en del friske fade. Det samme i smagen, der balancerer flot mellem fad, koncentration, alkohol og spændstig syre. Sprutter og spræller i munden og afsluttes af en lille saltet mineralitet. 91-92
Spottet hos Brdr. Vin til ca. 160 kr. 

 

Tjek også sidste uges vinhit – supertoscaner fra Castellare

 

# Monchiero Carbone – Regret Langhe Nebbiolo 2023, Piemonte
Frugtig i duft med strejf af solbær, lidt tjære og et viff af apotekterskuffe. Dejlig stram i strukturen med en fin balance mellem garvesyre og frugtkoncentration. Klassisk nebbiolo. 91+
Spottet hos Brdr. Vin til ca. 160 kr. 

# Fattoria Ambra – Barca Reale di Carmignano 2024
En smule lukket i næsen, men med lidt luft finder man kirsebær, modne blå blommer, lidt underskov og et lille strejf af støv og lerjord. Medium koncentreret i smagen, der afsluttes af det typiske Toscana-tanninbid. 90
Spottet hos Brdr. Vin til ca. 130 kr. 

 

Vinexpressen på Instagram

 

Related Posts

Skriv et svar