Corton-højen er kendt for sine strukturerede og relativt mandhaftige bourgogner. Det har vi et fint eksempel på i Jean Gagnerots udgave fra 2016, der er er dejlig drikkeklar her, nu og mange år frem….
# Corton – Les Grandes Lolieras 2016, Bourgogne
Top lækker og en smule likorøs duft af kirsebær, rabarbersaft, kandis, et begyndende sprække af underskov og fernis. Intens, klassisk og struktureret corton, men samtidig elegant med en blød frugtsødme og finesse. Saftig bourgogne, der afsluttes af en gang opstrammende cashmere-tanniner og frisk syre. 94
Spottet hos Supervin til ca. 500 kr.
Andre smagte vine
# Lopez Cristobal – Bagus 2020, Ribera del Duero
Stor vin fra Ribera del Duero. Besidder alt det, sådan én skal have: en sand kanonade af råfrugt, brombær, lidt ymer, velhængt flæskekød, et lille viff af kokos og en kant af appelsinskal, der er så typisk for tempranillo. Dyb, intens og smeltende blød i munden, men dog med en garvesyre, der minder mig om, at det ikke er ren saftevand jeg drikker. 94
Spottet hos Supervin til ca. 400 kr.
# Brunello di Montalcino – Villa Pogio Salvi 2018, Toscana
Indtagende brunello-næse og masser af hurra-spjæt. Begyndende modenhed, hvor man finder indslag af underskov, stald, iod, ribs, rabarber og kirsebær i lange baner. Luftig og elegant i munden med utrolig finesse og elegance. En blød og puddersukkeragtig frugtsødme afslutter i kombination med lidt rustikke tanniner, der bider de helt rigtige steder. Bravo 93.
Spottet hos Supervin til ca. 260 kr.
# Xavier – Chateauneuf du Pape 2019, Rhône
Fuld gas fremad. Et brag af en châteauneuf til en forrygende pris. Xavier Vignon har her frembragt et pragteksemplar af en vin på tussegamle vinstokke. Enormt koncentreret – strutter af brombær og jordbær i kombination med en velafstemt frugtsødme. Læg dertil en blød garvesyre, der rammer det hele flot ind. Alkoholprocenten er naturligt høj, og det ved man, når man køber châteauneuf, men det hele hænger mega godt sammen. 93
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Rully i Bourgogne ….. her
# Feudo Maccari – Olli Grillo 2022, Sicilien
Dejlig yeasty bærfrugt med strejf af fersken, ananas og gule blommer. Afrundet i munden med stor friskhed, dejlig syre og en lille saltet mineralitet i finalen. Læskende og saftevandsagtig på den über-fede måde. Høj genkøbsfaktor. 91
Spottet hos Supervin til ca.100 kr.
# Jean Gagnerot – Macon Charnay 2019, Bourgogne
Den lækreste macon, jeg længe har smagt. Et stormløb af ananas, citrus og lidt grønne æbler. Blød og cremet i munden med er dejligt syrebid, der danser rundt på tungen som en munter tangloppe. God balance mellem frugtsødme, alkohol og syre. Bravo! 91
Spottet hos Supervin til ca. 160 kr.
# Jean Gagnerot – Vire-Clessé, Bourgogne
En anelse græsagtig bourgogne – ja måske endda lidt chablisk i stil med en kant af grønne grene og lidt stikkelsbær. Fin friskhed i munden, hvor man både spotter æblekerner og et viff af våd kelim. Afsluttes af et lille syrebid i finalen. 90
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.
# Château Terrabonne 2021, Côtes de Provence
Hverdags-rosé med masser af blød hindbær- og ferskenfrugt. Letbenet, stilistisk enkel og frisk i munden uden den helt store dybde og længde. Men den drikker sgu godt. Anbefalet til prisen. 86
Spottet hos Supervin til ca. 60 kr.
# Huber Alte Reben – Pinot Blanc 2022,
Floral i duft med indslag af tropejuice, fersken, honningmelon og et strejf af gær. Dejlig blød og cremet pinot blanc med medium koncentreret frugt, en blød frugtsødme og en rank syre i afslutningen. 89
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.