Ugens vinhit er en pinot noir fra det historiske Bourgogne-hus Dufouleur Père & Fils. Den er klassificeret som Vin de France, og den præcise oprindelse på druerne er således ikke oplyst. Men huset køber først og fremmest druer og most fra Bourgogne og Beaujolais, så mon ikke det er tale om en blanding derfra. I hvert fald får jeg en klar beajolais-vibe, når jeg smager deres pinot noir …
# Dufouleur Pere – Pinot Noir 2025, Vin de france
Uhyre indtagende og letløbende saft, der strutter af hindbær og kirsebær. Saftig pinot med masser af danseglad frugt, der bare hopper og danser i munden som en munter tangloppe. Afsluttes af et lille, lækkert tanninbid, der strammer fint op om frugten. Og til en 6 styks pris på cirka 70 kr. er det jo nærmest en foræring. 91+
Value Rating: ![]()
Spottet hos Vinøen til ca. 70 kr.
Andre smagte vine
# Poggio Tosco – Chianti Riserva 2022, Toscana
Fot duft af mørke kirsebær, grønne grene, mandler, lidt tobak og sød lakrids. Det samme i smagen, der balancerer uhyre godt med en fin harmoni mellem frugtsødme, syre, alkohol og tanniner. Glimrende chianti. 91-92
Value Rating: ![]()
Spottet hos Vinøen til ca. 80 kr.
# Messeri – Pimitivo Susumaniello 2025, Apulien
Selvom syditaliensk vin normalt ikke er min kop te, må jeg bøje mig for Susiommaniello. Masser af det hele: søde jordbær i lange baner, lidt tørret frugt, en ordentlig skefuld frugtsødme, sol og sommer. En mini-amarone til en rigtig god pris. Anbefalet. 89
Value Rating: ![]()
Spottet hos Vinøen til ca. 60 kr. 
# Paul Mas – Reserve Viognier 2025, Pays d´Oc
For at være helt ærlig, så var mine forventninger til viognier til 70 kroner ikke så forfærdeligt store. Men jeg må sige, at det her er godkendt. Man fornemmer klart viognier-druens karaktertræk med masser af nektariner og andet trope-gøgl i blød kombination med lav syre og blid mundfylde. 89-90
Value Rating: ![]()
Spottet hos REMA 1000 til ca. 70 kr. 
Tjek også sidste uges vinhit fra Rheinhessen…
# Vier Jahreszeiten – Riesling Prestige 2025, Pfalz
Pivfrisk i duft med et vognlæs undermodne æbler, lime og grønne grene. Livlig og frisk i munden med sprød og laserskarp syre. Afsluttes af en let grapeagtig bitterhed i finalen. 89
Value Rating: ![]()
Spottet hos Rema til ca. 60 kr.
# Dufouleur – Chardonnay 2025, Vin de France
Græs og grønne grene med et twist af ananas og citrus. Slank og livlig i munden med et let markeret syrebid. 88
Value Rating: ![]()
Spottet hos Vinøen til ca. 70 kr.
Smagt og anmeldt af Rolf Madsen

