Min jagt på billig bourgogne – del II

For cirka en måned siden, skrev jeg om gode bourgogne-køb fra Domaine Bellene, og ved den lejlighed fik jeg betegnet dem som billige. Eksempelvis en flaske Vosne-Romaée til 630 kr., som i min mund burde koste det dobbelte.

Forståeligt nok, var der mange, der mente, at jeg var ude på et overdrev, når det kunne kaldes billigt, og det gav anledning til en haglbyge af bourgogne-vine fra danske importører, som alle mente, at det kunne de bestemt godt matche.

Så altså, den sidste måned har jeg haft den fornøjelse at smage ”billige” bourgogner – eller skulle vi i denne omgang hellere bruge ordet prisvenlige bourgogner – for bourgogne er jo noget, der aldrig bliver helt Chile-billigt.

A cirka 30 vine har jeg plukket de 9 mest interessante ud – enten fordi de er decideret prisvenlige efter ”bourgogne-standarder” eller rigtig gode køb. Den muskuløse og koncentrerede årgang 2015 har jeg smagt en del af, men det er 2016 og 2017, der falder bedst ud i smagningen.

 

Smagte vine, der kan anbefales

# Domaine Sebastian Magnien – Hautes Côtes de Beaune “Clos de La Perriere” 2017
Meget diskret, tilbageholdende og let reduktiv i duft, men med en smule luft forsvinder reduktionen, og den åbner op for en haglbyge af friske kirsebær og grønne blade. Smagsmæssigt en vin, der ligger sindssygt i min mund, og så har den bare en dybde, der er enestående for en Hautes Côtes de Beaune.
Set hos Domaine Brandis
Pris: 199 kr.

 

# Domaine Michel Briday – Rully – Les 4 Vignes 2015
Klar og ren bourgogne-saft. Masser af røde bær, lidt blommesten og en kant af knækkede grene. Flot og meget koncentreret for en Rully, men vi har også med den maskuline årgang 2015 at gøre. Anbefalet.
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 150 kr.

 

# Domaine Chofflet Valdenaire Givry 1er cru  “Clos de Choue, 2016
Harmonisk med toner af røde bær, først og fremmest hindbær, lidt kernemælk og en lille snert af kafferistning. Ikke den største koncentration, men ultra læskende vin, der smager bare sindssygt godt.
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 170 kr. v. 12 flasker

 

# Dumont Bourgogne Rouge 2017
Lys, ren og meget letløbende saft, hvor vi blandt andet har lidt kirsebær og blå blommesten. Slank, luftig og rank bourgogne med en spændstig syre, der rammer frugten fint ind. Ikke den videste dybde, men utrolig velsmagende og meget pinot-tro. Anbefalet.
Set hos Laudrup
Pris: 187 kr. v. 12 flasker

 

# Domaine Chofflet Valdenaire, Givry 2016
Masser af røde bær, hindbær, ribs og lidt stenfrugt. Enkel og elegant vin, hvor blandt andet årgangens gode balance gør den til en klassisk og karaktertypisk givry.
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 139 kr. v. 12 flasker

 

# Arlaud – Bourgogne “OKA” 2017
Slank, rank og lettere grenet med en lille mineralsk kant af hindbær, stenfrugt og ferrumoxid. Smukt balanceret standard-bourgogne med et lille, lækkert tørhedsbid i eftersmagen. Faktisk ret stor intensitet for en standard-bourgogne. I love it, og så kender jeg Arlaud godt nok til at vide, at den vil blive endnu bedre! Høj genkøbsfaktor.
Set hos Domaine Brandis
Pris: 199 kr.

 

# Domaine des Vercheres – Bourgogne 2016
Kan man få rød bourgogne til 100 kr., der kan drikkes? Ja, her er beviset. I Domaine des Vercheres får man en lille hindbær- og ribsduftende fætter med et strejf af peber og lidt stilk. Enkel og letløbende saft, der besidder alle bourgognes luftige dyder og friske syrebid. Bestemt godkendt. Anbefalet.
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 100 kr. v. 12 flasker

 

# Château Philippe Le Hardi – Mercurey VV 2016
Nærmest lidt æterisk i duft med masser af kirsebær, knækkede grønne grene, en snert af let ristet fad og en kant af peber på sidelinjen. Elegant og super vellavet vin med flot og stilren bourgogne-karakter. Ikke den helt store dybde og længde, men utrolig velsmagende. Anbefalet.
Set hos Rotunden
Pris: 200 kr.

# Domaine Labry – Auxey-Duresses 2015
Klassisk 2015er. Masser af krop, fylde og solmodenhed i frugten, der oser af mørke kirsebær garneret med en lille fin ristning. Syren er spændstig, mens frugten er frisk og indtagende med et saftevandsagtig touch på den gode måde.
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 185 kr. v. 12 flasker

 

 

 

Related Posts