Vinhøst i Bourgogne

Min jagt på billig bourgogne

Et glas pinot noir om dagen burde være lovpligtigt, måske endda en del af Sundhedsstyrelsens officielle kostvejledning. Men priserne er opskruede, når det gælder god pinot. Særligt i Bourgogne.

Godt så, vinbønderne skal overleve, men priserne er sgu gået lidt agurk. De seneste 5 år har man set en stigning på omkring 25 til 30% i netop Bourgogne. Nogle steder langt mere. OG der er ikke noget, som tyder på, at udviklingen stopper lige foreløbig.

Min egen jagt på det gode pinot-køb er for længst sat ind, for koldklima-pinot er jo nærmest uundværligt. Selvfølgelig er der alternativer til Bourgogne i både Østrig, Tyskland og New Zealand. De er alle kommet tættere på i kvalitet, men foreløbig er det bedste alternativ til dyr bourgogne i min optik stadig billig bourgogne.

Men hvilke vinhuse laver de gode køb, og er der noget at hente i den nye årgang 2018, som snart dukker op på de danske hylder? Jeg aflagde Bourgogne et visit og blev overrasket …

 

Den nye årgang

2018 er ved at være klar, og det ser ud til, at der er masser af flotte vine at hente. Spørger man producenterne, er der tale om en fantastisk høst med stort potentiale for rød, mens der er tale om en lidt sværere årgang for hvid.

Sæsonen var lang. Man havde en kold april med lidt frost uden at det fik afgørende betydning. Sommeren var varm med en tilpas mængde regn, og vinstokkene var generelt ikke udsat for tørkestress – noget der kan give bitre og hårde tanniner. August var ret tør, og man undgik således botrytis. Langt de fleste vinhuse vurderer årgangen som en topscorer, og på en skala fra 1-10 vurderes den af de fleste til at ligge på omkring 8 ud af 10.

Læs også: Test af hvid bourgogne til menneskepriser

 

Da jeg besøger Bourgognes vinkældre står den på næsten færdige fadprøver, og jeg får indtryk af en koncentreret årgang. Lidt mere fortættet end den klassiske 2016, og samtidigt lidt finere i strukturen end 2015. Med andre ord kraftfuld og ekstraktrig, men stadig elegant med modne tanniner.

 

Gode huse

Jeg har længe haft Domaine Bellene i kikkerten som et af de huse, hvor jeg aldrig føler mig snydt, når pris sammenholdes med kvalitet. Det bliver derfor blandt andet til et besøg hos Nicolas Potel, der ejer Bellene.

2018 falder godt ud her, og efter en smagning af cirka 15 vine finder jeg særligt 3 vine, der på hver deres måde er super interessante:

 

Det bedste køb

Jeg har altid været umådelig begejstret for Bellenes Côte de Nuits Villages. I 2018 finder man en vidunderlig tone af frisk kirsebærfrugt og en lokkende bagkant af knust blommesten. Smagen er bare rendyrket elegance med en livlig syre, der får den til at sprutte og sprælle i munden på den fede måde. En umådelig høj intensitet og koncentration for en bourgogne i det prisniveau. Côte de Nuits Villages kommer fremadrettet til at ligge på cirka 240 kroner v. 12 flasker hos Theis Vine.

 

Den mest terroir-tro vin

Endnu bedre bliver det i deres Volnay 2018, der er ekspressiv og samtidig paradoksalt tilbageholdende i næsen med et rustikt snift af læder, kirsebærsten og grønne stilke. Smagsmæssigt slank, rank og elegant vin, hvor jeg forføres af en uhyre velafstemt syre, der få mundvandet til at løbe. Voldsomt appellerende i munden med masser af elegance og koncentration. Cirkapris vil hos Theis ligge på cirka 400 v. 6 flasker.

 

Den største vin

2018 Vosne Romanee – Le Cartier de Nuits er for mig det helt store scoop. Masser af kirsebærsten og røde bær garneret med et blødt tæppe af puddersukker strøet ud på tungen i kombination med en luftighed, der får den til at svæve som en colibri i luften. En lys og elegant fætter, der har været lagt på 1-2 år gamle 500 liters fade. Nicolas Potel hopper her på burgunder-trenden med 100% whole cluster fermentation for at fremhæve frugtighed, elegance og fin struktur. Lykkes det? Yes indeed. Alt falder på plads i min verden, og jeg kommer til at tænke i Ponsot-baner. Et brag af en vin. 630 kroner v. 6 stk. hos Theis er da også en sjat, javel! Men kvaliteten siger dobbelt op i pris!

Summa summarum: God bourgogne bliver aldrig billig som i BILLIG, men der er producenter, hvor der er gode køb at hente. Nicolas Potel og Bellene er klart en af mine egne favoritter….

rolf

 

 

 

Related Posts