Prisvenlig portugisisk rødvin fra Douro

Minitest af portugisiske rød- og hvidvine

Jeg har på det seneste smagt rigtig mange portugisiske vine, og de overrasker gang på gang med hensyn til pris og kvalitet. Jeg mener, der står jo ikke Barolo på etiketten, så priserne er endnu ikke astronomiske.

Ugens vinhit er måske ikke en af de største vine, jeg har smagt, men den drager og fænger den med sin personlighed og karakter.

 

# Vale da Corça – Brunheda Red 2017, Douro
En vin, der trods sin relativt lave pris, skiller sig ud fra mængden. Spændende næse, hvor man finder indslag af lidt grønne urter, støvet landevej, blå bommer, hø, krydderier og en kant af fad og oxidation på den gode måde. Letbenet og frisk i stilen med en pikant garvesyre, der tager over i eftersmagen og strammer godt op omkring frugten. Udmærket madvin uden så mange dikkedarer. Smager den portugisisk ? ja. Smager den godt? Ja. 88
Spottet hos Portugalvineyards til cirka 85 kr.

 

# Quinta do Vallado – Field Blend Reserve 2019
Dejlig og indtagende duft, hvor man finder indslag af mørke bær, søde kirsebær, tørrede træstave og lidt blå blommesten. Tæt, saftig og enormt koncentreret vin med masser af blød frugt og afrundede tanniner. Dejlig længde  på smagen. 92
Spottet hos Portugalvineyards til 262 kr.

Andre smagte vine

# Taboadella – Villae 2021, Dão
Floral hvidvin med toner af fersken, abrikos og et snift af citrus og terpentin. Slank og sprød i munden med fin friskhed. Udmærket, livlig og ukompliceret terrassevin. 87
Set hos Portugal Vineyards til 101.50 kr.

 

# AB Wines – Opção Azal White 2021, Vinho Verde
En frisk og lidt kridtet duft flankeres her af masser af knap modne, grønne æbler og strejf af stikkelsbær og citrus. Enkel, koldgæret og livlig i munden med en lille prikken på tungen. Letbenet vin uden den store kompleksitet, men den drikker sgu godt! 88
Spottet hos Portugal Vineyards til 59 kr.

 

# Quinta do Vallado – Touriga Nacional 2018, Douro
Absolut lækker Douro-vin med god karakter af druen touriga nacional. Lidt egetræ, røde bær og et skvis af lakridskonfekt dukker op fra dybet. Blød i munden med medium koncentration. Afsluttes af en gang bløde tanniner, der strammer fint op om frugten. 89
Spottet hos Portugalvineyards til 186 kr.

 

#Taboadella Encruzado Reserve White 2021, Dão
Jeg har efterhånden smagt en del af Taboadellas vine, og de skuffer ikke. Dejlig yeasty næse med strejf af kridt, lidt fersken og en bagkant af friske æblekerner. Slank og vellavet hvidvin, der spræller godt i munden. Fin struktur, syrenerve og frisk bærfrugt. 89
Spottet hos Portugalvineyards til 162 kr.

 

# Lavradores de Feitoria – Três Bagos Reserve Red 2018, Douro
Åben, ukompliceret og frugtig fætter med strejf af blå blommer, kirsebærsten og et let fadpræg, der giver en lille tone af tobak til duften. Det samme i smagen, der er medium koncentreret uden den helt store karakter, men ganske let drikkelig med både friskhed, lidt frugtsødme og struktur. Ikke så tosset. 87.
Spottet hos Portugalvineyards til cirka 85 kr. 

 

Tjek også vores minitest af tyske chardonnay´er … her

 

# Quinta do Vallado – Superior 2019, Douro
Tonsvis af friske røde bær, et lille strejf af peber og lakrids. En smule côtes du rhône-agtig i stil med en gang livlig og ukompliceret frugt. Et viff af garvesyre i finalen bider sig godt fast i munden. 88  
Spottet hos Portugalvineyards til 131 kr.

 

Og så lige lidt likør og brandy…

# Marthas Old Brandy – Arguadente Vinica, Douro (40% alc)
En prisvenlig brandy, som gør det rigtig godt til prisen. Tør og lys, hvor man finder indslag af portvinsfade, tørret frugt og lidt appelsinskal. Glimrende brændevin med en fin lille cremethed i munden. 89
Spottet hos Portugalvineyards til 147 kr.

# Mosteiro de Singeverga – Liqueur, Douro (30% alc)
Super spændende likør: ja nærmest balsamisk og medicinsk i stil med indslag af malurt, apotekerskuffe, honning og lidt limonade på toppen. Enormt cremet i munden og så fed i smagen, at man skulle tro det var maskinolie. Hænger ekstremt længe i munden. 91
Spottet hos Portugalvineyards til 235 kr. 

Related Posts

Skriv et svar