Kan Valencianerne lave vin, der smager af andet end udkogt marmeladevand? Og er det muligt at lave bourgogne-smagende vin på spanske druer? Er øko-bølgen et trut i en trompet, og er de lavsulfiterede vine bare en døgnflue? Tag med på økomessen FIVE-bio i Spanien….
Vi lander i det nordlige del af Spanien – nærmere bestemt Pamplona. Målet er fordybelse i spanske økoproducenter og blive klogere på nye tendenser, upcoming-regioner og stjerneproducenter fra hele Spanien.
Økovin fordoblet på 7 år
Udbredelsen af økologi varierer enormt. La Mancha ser den største eksplosion i antallet af økomarker. Først og fremmest fordi klimaet egner sig perfekt Til en bæredygtig tankegang. Her er stort set ikke behov for sprøjtning med pesticider. Området er tørt tørt og ganske blæsende, hvorfor man ikke har de store problemer med råd og diverse sygdomme i markerne. Modsat ses en noget langsommere udvikling i Galicien, hvor der er vådt og fugtigt, hvilket selvfølgelig giver større risiko råd og ødelagt druemateriale.
Samlet er arealet af økomarker fordoblet de seneste 7 år, og man kan stille spørgsmålet: hvorfor slår økologien igennem netop nu hos producenterne? FIVE-bio giver flere forklaringer. Forbrugerne efterspørger først og fremmest mere økovin end nogensinde. Herudover er der evidens for, at økovin bliver vurderet bedre af en række vinanmeldere verden over. Et studie over 11 år har for nyligt vist, at økologiske vine rates højere end ikke økologiske vine i Wine Spectator, Wine Enthusiast og Wine Advocate.
Valencia klarer sig overraskende godt
Efter et par dages smagning af mere end 40 økoproducenter, står det klart, at flere områder klarer sig væsentligt bedre end deres rygte. Eksempelvis Valencia, hvor jeg støder på 3 fremragende producenter. Blandt andet Pago Casa Gran (der tidligere blev forhandlet af Vinoble, pt. ikke i DK). Casa Gran bruger vildgær og foretager whole bunch fermentation for at forebygge bitterhed i vinene. Huset udmærker sig ved at have en høj syre i vinene, noget jeg ellers ikke lige forbinder med Valencia.
En prisvenlig #Syrah No Sulphites på entrance level overrasker. Dens lethed er vidunderlig med en kanonade af mørke oliven, brombær og lidt stenfrugt. Smagen er stram, saftig og delikat med en styret alkohol på knap 13.5%.
Bedst er dog deres #Casa Benasal Crux 2016 lavet på 500 liters foudre. Bare 4000 tusinde flasker. Crux strutter af stenfrugt og røde bær. Intens og koncentreret som bare pokker, i øvrigt med en spruttende og dejlig uakademisk syre. Bravo siger James Suckling, der giver hele 94 point til Crux. Jeg selv ligger lidt lavere, men er nu overrasket over kølighed og elegance her.
Fra Valencia dukker også huset Bodegas Vegalfaro op (som importeres af Søren Clemmensen – Prowine). Deres #Rebel.lia (jo det er stavet rigtigt) gjort på Garnacha Tintorea og Tempranillo blev i 2017 kåret som Best Value Organic Wine. Jeg smager her 2018, en vældig dejlig vin uden at være stor med noter af lidt urt, grønne grene, en snert af lakrids og solmodne kirsebær. 7€ i Spanien.
Efterfølgende kommer deres #Pago de los Balagueses 2016 på garnacha. En seriøs lækker vin med en del fad.
Scoopet er dog Vegalfaros #Vino de Pago – Los Altos 2015. Kun lavet i 1000 flasker – i øvrigt på 100% garnacha tintorera tilsat lidt ny eg. Bærfrugten er monstrøs med en dyb barytonbund toppet op med rosin og et lille volativt præg, der i min verden ikke bliver for meget. Den havde jeg ikke lige set komme: en moderne show wine, der mest af alt minder mig om en super-amarone. Vi er heldigvis ikke i nærheden af Amarone-alkohol, og selv jeg kan sgu lide den!
LÆS OGSÅ: Baden – måske det nye Bourgogne
Og så er der selvfølgelig Mustiguillo (Laudrup Vin), der går for at være stjernen i Valencia og faktisk også den producent, som ovennævnte, Pago Casa Gran, forsøger at efterligne. Det er vel en smags sag, om man er til det ene eller det andet, men deres Mestizaje-vine er fremragende.
Den hvide #Mestizaje 2018 er gjort på druerne merseguera, viognier og malvasia. Her siger jeg bare: et vidunderligt parfumeret præg, hvor man først og fremmest fornemmer viognierens bløde frugt. Under overfladen ligger der et bagholdsangreb af frisk syre – formentlig fra tidligt høstet merseguera – og mineralitet.
Den røde #Mestizaje i årgang 2017 er gjort på druerne bobal, syrah og garnacha. En ultra flot i næse med indslag af brombær og mint. Maskulin, intens og tæt vin med enormt potentiale. I love it!
Hold øje med Valencia!
Andre upcoming områder og producenter
Af andre interessante producenter, støder jeg på Josep Foraster fra det højtbeliggende Conca de Barbera, en smule vest for Barcelona. Her bliver jeg bekræftet i, at det muligt at lave kølige vine i Bourgogne-genren.
Pladask falder jeg for husets #Trepat 2018 lavet på druen af samme navn. Trepat er naturligt lav på alkohol, lys i farven, lidt spicy med masser af kirsebærkarakter. Alt sammen noget, der kan gøre mig staldkåd og få mig i Bourgogne-humør. Her er en vidunderlig friskhed i syren, og så ligger Forasters trepat på de ualmindeligt behagelige 12% alkohol. Nu er der feromoner i luften!
I særklasse er (også) Forasters #2017 Blanc Seleccione, en delvist fadlagret garnacha blanca, macabeu og chardonnay (50% i ny eg – 50% på stål). Duften strutter af frisk æble, kridt, citrus, lidt papaya og en mineralsk kridtethed møffet op med et strejf af gaze. Jeg tænker igen: Bourgogne på spansk med dens delikate fadinfusion og nymfeagtige syre, der emmer af friskhed. (Kommer muligvis på hylderne hos på Glud Vin).
I området Cuenca mellem Madrid og Valencia (Manchuela) overrasker Altolandon. Også her er der en dejlig kølighed i vinene på grund af beliggenheden op til 1100 meter over havet (Importør: Vinomani.dk).
Deres enkeltdruevine på henholdsvis bobal, malbec og garnacha (i det billige niveau) oser af frugt. Her kan man godt glemme alt om klassisk, spansk fadlagret vin – og tak for det! Der er tale om lavsulfiteret saft uden klaring og filtrering.
Kommer vi op i niveau finder vi eksperimentalvin lavet i amfora og en rålækker bobal fra cementtank kaldet #Rayuelo, der i 2015 er spækket med urkraft. En vidunderlig næse af mørke oliven, alt imens smagen er stramt struktureret med en tilpas afstemt frugtsødme og et syrebid, der danser rundt med lidt brombær under armen. Dejlig lang i munden i øvrigt. Bobal er noget, man skal holde lidt øje med fra dygtige producenter.
At Spanien strutter af eksperimenter og økotænkning har stået klart for mig længe, men det overraskende er for mig de mange mindre kendte områder og producenter, der pludseligt skyder op som paddehatte med højkvalitetsvine, som sætter nye standarder for, hvad man kan forvente sig af dem i fremtiden. Øko, bio og naturvin er kommet for at blive!
