Parker-points, stjerner og glas …..

Vinexpressens klummeskribent giver redaktøren – der ellers er glad for at uddele point og stjerner – en velmenende mavepuster i artiklen om anmelderes trang til at sætte points og tal på alt, hvad der kan smages på …..  

Hvem afgør, hvilke vine der bliver solgt? Det banale, men også rigtige, svar er, at det gør forbrugerne selvfølgelig.

Men hvem og hvad påvirker så forbrugernes valg?  Der er mange kilder: ugens tilbud i supermarkedet, venner og bekendte, tidligere oplevelser, annoncer, gode vinhandlere og internettet – og så naturligvis også vinskribenter/ vinanmeldere.

Tidligere var deres skriverier fulde af sange fra de varme lande; om pragtslotte, grever og baroner, familiefejder mv. Men i takt med, at vin er gået fra at være en luksusartikel til at være en dagligvare, er vinjournalistikken gået fra at være oplevelsesorienteret til at være en del af det mere jordbundne forbrugerstof.

Den elegante og velskrevne artikel er blevet erstattet af kolde konstateringer: så mange points, stjerner eller glas til vinen, eventuelt i forhold til dens pris.

En pioner inden for den standardiserede bedømmelse af vin var verdens mest indflydelsesrige vinskribent, amerikaneren Robert Parker Jr. På godt og ondt dannede hans karakterskala, fra 50 (?) til 100, skole. Nu bruges den også her til lands.

Men man må spørge, om ikke det giver et falsk indtryk at ekspertise og objektivitet?  Er karaktergiveren da et overmenneske, der kan hæve sig over, at kæresten lige er gået, om det er slud og nul grader, eller solen skinner fra  en skyfri himmel – i både direkte og overført forstand?

Hvis svaret på det spørgsmål er et ´nej´, bliver det så meget mere betænkeligt, fordi Parker og hans disciple faktisk tages alvorligt. Således at vine i den gode ende med 90 points og derover nærmest sælger sig selv, mens det allerede begynder at knibe ved 89 points.

Jeronimus

Læs også Jeronimus´ klumme om blindsmagningens svære kunst ……. her

Related Posts

One thought on “Parker-points, stjerner og glas …..

Comments are closed.