Per Pallesen – Vininterview

Per Pallesen er – som de fleste ved – en passioneret vindrikker. Efter lange udflugter rundt i vinens verden, er konklusionen klar. Bordeaux ér og bliver nummer et. Vi har haft en lille snak med Per om, hvordan vininteressen startede og nogle af hans største oplevelser med vin.

Af Rolf Madsen

 

HVORDAN STARTEDE DET HELE – INTERESSEN FOR VIN?

Lige ved siden af Ålborg Teaters Elevskole lå købmand Larsen. Det var tilbage i 60´erne. Her fortalte Larsen om vin på en ikke-docerende måde. Før det kendte jeg kun til vin fra Tjæreborgrejserne og ”Den med tyren”. Folk griner tit lidt af ”Den med tyren”, men det kan jeg faktisk ikke rigtig lide, for det var jo den, der startede alt det med vin i Danmark.

 

HVAD ER DIN STØRSTE OPLEVELSE MED VIN?

For nogle nytårsaftener siden var vi seks mennesker samlet. Vi startede med Trimbachs ”Clos Saint Hune ´76 og derefter en Château Latour ´70 på magnum. Da vi fik Latour, blev der helt stille, som i en domkirke, og så brød jublen løs. HOLD KÆFT det var godt. Det er den bedste rødvin, jeg nogensinde har smagt.

 

HVILKEN TYPE VINE FORETRÆKKER DU?

Jeg synes, at Bordeaux er det mest spændende, og jeg vil sige som den store engelske vinekspert Hugh Johnson: ”Dengang jeg ikke vidste noget om vin, var det Bordeaux; – da jeg så begyndte at interessere mig for vin, blev det Bourgogne – og nu, hvor jeg ved en masse om vin, er det Bordeaux igen. Min yndlingsdrue er i øvrigt ubetinget cabernet sauvignon.

 

HVAD FASCINERER DIG VED VIN?

Det fascinerer mig, at vin ofte kalder minder frem; det at genkende en smag fra tidligere. Derimod hader jeg, når der går for meget videnskab i det. Ofte hører jeg det her med, at en vin smager af læder. Hvor mange mennesker har egentlig smagt læder? Det eneste læder jeg har smagt, er måske viskelæder fra dengang jeg gik i skole!

 

HVILKEN VIN DRØMMER DU OM AT SMAGE?

Jeg har smagt alle de største, tror jeg, – men jeg har siddet i Diners Clubs vinpanel, hvor der  indimellem har været nogen, der har haft en overraskelse med. En dag fik vi blindt en vin fra Goa – det sgu rigtigt, og den var virkelig god. Jeg ville faktisk gerne smage noget mere derfra!”

 

 

 

Related Posts