Ugens vinhit fra Wagner Stempel er lavet på porphyr, en kompositsten, der skulle få dig til at lytte til din intuition og stole på den universelle visdom – hvadbehager? Og så løfter den din energi og gør dig bevidst om skønheden og glæden i nuet. Det første er måske tvivlsomt, men husets Sieferheim Porphyr spreder uden tvivl godt humør, god stemning og fantastisk energi.
# Wagner Stempel – Siefersheim Porphyr Riesling 2021, Rheinhessen
Vild næse: masser af æbler, granit og et slikkent strejf af honning og grønne grene. Enorm dybde og kompleksitet i smagen, der strutter af ekstraktrigdom. Fejende flot syre, masser af finesse og elegance. Afsluttes af en lækker og saltet mineralitet i finalen. Bravo! 93
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 220 kr.
Andre smagte vine
# Wagner Stempel – Gutswein Riesling 2021, Rheinhessen
Helt vidunderlig duft, hvor man finder indslag af grønne æbler, citrus, granit, lidt ananas og rød grape. Pivren med en fantastisk flot balance mellem syre, frugt, cremethed og alkohol (12 %). Fantastisk Gutswein, der bare sprutter og spræller i munden. 92
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 140 kr.
# Petra Unger – Furth Grüner Veltliner 2021, Kremstal
Toplækker og yeasty næse med indslag af bio-bio-kridt, pære, honningmelon, et skvis af peber og lidt citrus på toppen. Blød, cremet og saftig i munden uden at miste friskhed og syregreb. Dejlig vin, der afsluttes af en lille saltet mineralitet i finalen. 90-91
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 140 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Loire … her
# Petra Unger – Furth Terrassen Riesling 2021, Kremstal
Floral med masser af knasende, sprøde, grønne æbler, lidt citrus og en kant af moden ananas. Slank, lækker og frisk i munden med dejlig syre og klassisk riesling-karakter. 91
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 140 kr.
# C. Von Nell-Breuning – Riesling Kabinett Trocken – Kaseler Dominikanerberg 2020, Mosel
Raceren duft af æbler, stikkelsbær og gule blommer. Læg dertil et viff af begyndende petroleumsnoter og skifer. Ren, slank og nærmest smertende benet med sin intens og ubarmhjertige syre. 90
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 180 kr.
# Petra Unger Pinot Noir – Ried Gottschelle 2019, Niederösterreich
Masser af kirsebærsten, mandel, jordbær, røg og ristede fade. I smagen både lidt kernemælk og røgtoner, som går igen i kombination med en lille luftig bærsødme. 89
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 160 kr.