Brunello er ofte en dyr omgang, men La Magias vine er altid fair prissat, og så de skuffer aldrig. Ugens vinhit fra La Magia er ingen undtagelse…
# La Magia – Brunello di Montalcino 2020, Toscana
Helt vidunderlig og rustik duft af stald, læder og et lille hint af underskov og tjære. Læg dertil et festfyrværkeri af blommesten, marcipan, mørke oliven og lidt bitre kirsebær. Intens og flot koncentreret vin med en lille pikant og moden frugtsødme, der løbes i mål med en dejlig strukturerende og garvesyre. Et formidabelt brunello-køb. Ugens vinhit. 95
Spottet hos Supervin til ca. 300 kr.
Andre smagte vine:
# Markowitsch – Pinot Noir 2024, Niederösterreich
Wauw, hvor smager det her bare godt. Det vildeste pinot-køb, jeg længe har smagt… En kanonade af jordbær og kirsebær i kombination med perfekt moden bærsødme, der flankeres af den klassiske pinot noir-syre og livlighed. Letløbende, fremragende og uhyre læskende vin. 94
Genkøbsfaktor 10/10
Spottet hos Supervin til ca. 120 kr.
Andre smagte vine:
# Casa del Coppiere – Chianti Riserva 2022, Toscana
Masser af kirsebær, hindbær, lidt friske mandler, lidt blå blommesten og grønne grene. Det samme i smagen, der er velstruktureret og relativt fyldig med det klassiske bid fra sangiovese-druen. Til prisen på 50 kr. kan man sgu ikke forlange mere. 91
Value Rating 6/6: ![]()
Spottet hos Supervin til ca. 50 kr.
# Villa Poggio Salvi – Brunello di Montalcino 2020, Toscana
Jordbær og underskov i kombination med lidt tørrede frugter og apotekerskuffe. Dejlig koncentreret og blød i smagen, der strammes op af typiske brunello-kombination af syre og tanniner i finalen. Bravo. 92
Spottet hos Supervin til ca. 170 kr.
# Rudi Rüttger – Spätburgunder Trocken 2024, Pfalz
Elegant og utrolig velsmagende pinot, der til prisen bør blive revet ned fra hylderne. Masser af søde kirsebær, lidt tyrkisk peber og et knæk af grønne grene. Relativ let og dejlig luftig i munden med medium koncentration. 91
Value Rating 6/6: ![]()
Spottet hos Supervin til ca. 60 kr.
# Rudi Rüttger – Spätburgunder Reserve 2022, Pfalz
Dyb, elegant og ret kompleks pinot fra Pfalz med masser af tilpas solmodne, røde bær og en lille pikant ristning i duft. Flot koncentreret og saftig i munden med en pikant syre, der bider de helt rigtige steder i munden. Afsluttes af en livlig syre og et lille kirsebærstensbid. 92-93
Spottet hos Supervin til ca. 140 kr.
# Staete Landt – State of Grace Pinot Noir 2024, Marlborough
Let krydret i duft, hvor man finder indslag af peber, urt og en let ristning. Læg dertil lidt lakrids, kirsebær og et viff af ribssaft. Frisk i munden, der afsluttes af den typiske lille pinot-syre i finalen. 92
Spottet hos Supervin til ca. 140 kr.
Tjek også sidste uges perfekt modne vinhit fra Bordeaux…
# Markowitsch – Grüner Veltliner 2024, Carnuntum (Østrig)
Masser af dugfriske æbler, pærekerner, lidt gær, kridt og grønne grene. Det samme i smagen, der er slank og let drikkelig med masser af friskhed og sprød syre. Afsluttes af et lille snift af havsalt. 90
Spottet hos Supervin til ca. 100 kr.
# Regard d´Artiste – Vin de France, Frankrig
Purung og nærmest novello-agtig i duft (den italienske pendant til beaujolais nouveau). Juicy og blød med masser af søde jordbær og en lille saftig syre og frugtsødme. Fadprøveagtig og delikat i munden med en blid prikken på tungen. Saftevand for voksne. 90
Value Rating 5½/6: ![]()
Spottet hos Supervin til ca. 50 kr.
# Lopez Cristobal – La Linde 2023, Ribera del Duero
Meget flot og enkel ribera-vin med et læskende fadprøvepræ. Strutter af råfrugt og uden forstyrrende fadnoter. Herudover lidt lakridskonfekt og kernemælk. Saftig, let drikkelig og laber jordbærsmagende vin, der med sin unge bærsødme passer fantastik til sommerens grill-retter. Smager møg lækkert. 91
Spottet hos Supervin til ca. 90 kr.
# Cair – Seleccion La Aguilera 2020, Ribera del Duero
Brombær og lidt kokosmakron med en kant af chokolade, valnøddetræ og karamel. Medium koncentreret i munden, der afsluttes af den typiske Ribera del Duera tørhed i afslutningen. 91
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.



