Er det muligt at finde fremragende tysk riesling til under 200 kroner. Svaret er: ja helt sikkert. I løbet af ugen har jeg smagt mig gennem 10 flasker tør riesling fra 4 importører og niveauet er tårnhøjt. En enkelt naturvin har sneget ind blandt en perlerække af topproducenter, og den dumper med et brag, men ellers er der ingen fejlskud …
# Dr. Bürklin-Wolf – Ruppertsberg Riesling 2019, Pfalz
Helt vild næse, hvor man finder indslag af grønne æbler, citrus, skifer og flint, der bøffes op med et viff af petroleum. Top lækker i munden med en fantastisk balance mellem blød frugt og irettesættende syre, der afsluttes af en lille saltet mineralitet i finalen. Her må ligge kosmisk indsigt bag. 93+
Spottet hos Philipson Wine til ca. 120 kr.
Andre smagte vine
# Schloss Johannisberg – 50 Riesling Trocken 2021, Rheingau
Et brag af en vin til prisen. Pivren i duft med et overflødighedshorn af æblekerne, rød grape, stikkelsbær, selvantændelig linoleumsklud og våde flintesten. I munden nærmest undermoden med en sprød syre, der bider de helt rigtige steder. Fremragende vin til prisen – Høj Genkøbsfaktor. 91
Spottet hos H. J. Hansen/Vinspecialisten til ca. 130 kr.
# Dr. Bürklin-Wolf – Deidesheim Riesling 2121, Pfalz
Indtagende riesling, hvor man finder indslag af knust kridt, en kant af friskpresset druesaft og våd kelim. Stram, kompleks, ren og urolig lækker i munden med en fejende flot syrenerve og længde på smagen. Afsluttes af en let fenolisk tørhed. Et veltrimmet badejern ….. Bravo. 92
Spottet hos Philipson Wine til ca. 130 kr.
# A. Christmann – Aus den Lagen Riesling Trocken 2021, Pfalz
Strutskørt og trutmund – det her er godt! Jeg bliver katapulteret tilbage til mormors æbletrifli garneret med lidt skifer, petroleum og en kant af kalksten. Laber i munden, hvor man finder flot ekstraktion og dybde. Oser af råfrugt og frisk syre. Afsluttes af et lille bid, der rammer frugten fantastisk flot ind. 93
Spottet hos Philipson Wine til ca. 170 kr.
# Bergdolt Riesling – Riesling Vom Graf 2021, Pfalz
Formidabel vin til prisen. Intens næse, der strutter af grønne æbler og våde flintesten. Bare møg lækker i munden med en fantastisk harmoni. Her flankeres friske, grønne bær af en vidunderlig syre, der danser samba på tungen. Bravo. 92.
Spottet hos Hvaddrikkermantil.dk til ca. 120 kr.
Tjek også sidste uges vinhit … her
# Bassermann-Jordan – Riesling Trocken 2021, Pfalz
Fra en af mine yndlingsproducenter i Pfalz har vi her en vidunderlig Gutswein. Masser af æblekerne, lemon og et diskret strejf af petroleum, der er så karakteristik for riesling-druen. Ren og lækker i munden med masser af up front frugt og et insisterende syrebid. Bravo 90+
Spottet hos H. J. Hansen/Vinspecialisten til ca. 160 kr.
# Alexander Schregel – Riesling 2021, Rheingau
Ufiltreret og spontangæret. Yeasty og meget naturvinsagtig med masser af æblemost i duft. Syren er rå og smagen forekommer benet, tør og undermoden. Man savner lidt sul på kroppen her. 85
Spottet hos Reduktivt til ca. 190 kr.
# Müller Catoir – MC Riesling Trocken 2021
Dejlig stenet i duften, der emmer af æble, rød grapefrugt og lidt stikkelsbær. Ren og ligefrem riesling med fin stramhed og syrebid. Forekommer knastør i munden, hvilket fremhæver det stenede mineralske præg rigtig flot. Bravo! 90
Spottet hos Philipson Wine til ca. 110 kr.
# Dr. Bürklin-Wolf – Riesling Trocken 2020, Pfalz
Entrance level fra Bürklin-Wolf viser, hvordan Gutswein skal smage. Et vognlæs æblekerner toppes flot op med en kant af citrus og rød grape. Læg dertil lidt petroleum, krudt og skifer. Klassisk riesling med god intensitet, struktur og syre. Bravo. 90
Spottet hos Philipson Wine til ca. 120 kr.
# Weingut Künstler – Riesling Trocken 2021
Meget blød og behagelig med indslag af honningmelon, fersken og en lille grønkrydring på næsen. Også relativt blød i munden, hvor man fornemmer en lille smule restsødme, der gør den til en venlig forbrugervin. 88
Spottet hos Philipson Wine til ca. 120 kr.