Er det muligt at finde god pinot noir til under 100 kr.? Ja, det er det, og i løbet af ugen har jeg smagt på Red Tree fra Californien, som overrasker max.
Herudover har der været lidt flydende juleknas på flaske i form af portvin fra Quinta do Pego, og også her er jeg blevet positivt overrasket…
# Redtree – Pinot Noir 2023, Californien
Top lækker pinot noir med en flot kombination af solmoden bærfrugt og frisk syre. Masser af søde kirsebær og lidt jordbær flankeres med en let frugtsødme og et viff af blå blommesten. Fremragende vin til prisen. 91
Value Rating: ![]()
Spottet hos Meny og udvalgte Coop-butikker samt Vinøen til ca. 90 kr.

Andre smagte vine
# Quinta do Pego – Vintage 2023, Douro
Waou en næse. Et overflødighedshorn af potent og saftig bærfrugt. En kanonade af brombær og lidt teblade flankeret af rosin, puddersukker, kirsebærsten og stødt sort peber. Et skoleeksempel på en ung vintage port, der løbes i mål med et fint punch af tannin. Bravo 94
Spottet hos Meny og udvalgte Coop-butikker samt Vinøen til ca. 350 kr.
# Quinta do Pego – Colheita 2016, Douro
Indtagende og lækker i duften, der strutter af ristede mandler, puddersukker, lidt marcipan og rosin. Rig og velafstemt Colheita, der har en fin kombination af modenhed og bid i smagen. Bravo. 93
Spottet hos Meny og udvalgte Coop-butikker samt Vinøen til ca. 350 kr.
# Colognola Ai Colli – Amarone della Valpolicella 2020, Veneto
Potent og rig amarone, der strutter af varmblodig bærfrugt, slagkraftig alkohol og tilpas afstemt frugtsødme. Læg dertil et pikant strejf af grønne grene, der giver lidt friskhed i smagen. 91
Spottet hos Vinøen til ca. 180 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Champagne…
# Colognola Ai Colli – Valpolicella Ripasso Superiore 2022, Veneto
Varmblodig og let krydret næse, hvor man finder indslag af hindbær, jordbær og en bagkant af peber. Saftig og maskulin med masser af tyngde. Aldeles glimrende vin til julemaden. 90
Spottet hos Vinøen til ca. 90 kr.

