Fremragende Langhe-vine fra Quila

Stjerneskud på nebbiolo fra Quila – en ny komet i Piemonte

Ugens vinhit kommer fra Bisso Atanassov, en ny lille komet fra Piemonte. Bisso er ikke en Hr. hvem-som-helst. Han har blandt andet været med til at lave vin på Viu Manent (Chile), Vietti (Barolo) og Angelus (St-Emilion). I 2018 startede han sit eget lille projekt “Quila” på en ejendom lidt sydøst for Barbaresco, og det er der kommet noget godt ud af. 

I løbet af ugen har jeg smagt mig gennem 3 af Bissos vine, og de er alle er flotte på hver deres måde. Topvinen MX Quila, der er lavet på den ukendte moretto-drue imponerer med sin dybde og kompleksitet. Ikke desto mindre er det først og fremmest hans Langhe Nebbiolo, der går direkte i min hypothalamus og får min tunge til at juble.

 

# Quila – Langhe Nebbiolo 2020, Piemonte
En lille raritet (kun lavet i 250 flasker) på nebbiolo-druer fra en sydvendt skråning i 380 meters højde. Forrygende, floral og let sødmefuld duft med strejf af jordbær, lidt rabarber, kirsebær, kamfer og røde roser. Det samme i smagen, hvor man finder en luftig og blød bærfrugt, der strammes op af de klassiske nebbiolo-tanniner i afslutningen. En Langhe Nebbiolo, der går direkte i min hypothalamus og får min tunge til at juble. Bravo! Ugens vinhit. 93
Spottet hos Mr. Ruby til cirka 250 kr.

 

Andre vine fra Quila

 

# MX Quila – Piemonte Rosso 2020, Piemonte
MX er topvinen fra Quila, og den er lavet på den ukendte moretto-drue. Umådelig dyb og mandhaftig vin, der strutter af kirsebær, saltlakrids, tobak og et hint af tørrede frugter, kamfer og gazebind. Læg dertil en  koncentreret og tætpakket råfrugt i kombination med et velafstemt overskud af saftige tanniner. En vin til et langt liv. 92
Set hos Mr. Ruby til cirka 300 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit …. her 

 

# Quila – Bisarello Langhe Rosso 2020, Piemonte
Bisarello er lavet på blandt andet den lidt kantede dolchetto, som Bisso Atanassov har tæmmet flot. Næsen er tæt med indslag af blandt andet kirsebær, blå blommesten, lidt syrlige ribs og en kant af mandel og neglelak på den gode måde. Stram, stringent og lidt kantet – lige som en dolchetto skal være – og samtidig dejlig ren i frugten. Afsluttes af lidt iod og medicinskab, der køres i mål af en lille stenfrugtsbitterhed i finalen. 90
Set hos Mr. Ruby til cirka 250 kr.

 

Related Posts

Skriv et svar