Fremragende blanc de blanc fra Martel

Spændende bobler fra Frankrig, Spanien og Italien

Lambrusco, der smager vanvittig godt. Cava fra spansk topproducent og brølende lækker champagne. Det er noget af det, jeg har smagt mig igennem i løbet af ugen. 

Særligt overraskende er Medici Ermetes Lambrusco, som ikke bare er en Lambrusco, men et monsterhit, der går til tops på mit mums-barometer med sin nærmest beaujolaiske og uspolerede frugtighed.

Den overgås lige akkurat af et par rigtige champagner fra G. H. Martel, der som sædvanligt bringer mit vinøse kompas i totalt vater.

 

# G. H. Martel – Blanc de Blanc Brut, Champagne
Jeg føler mig nærmest lykkelig, når det er muligt at finde fremragende champagner til en fornuftig pris. Det beviser C. G. Martel endnu engang, at det er. Vidunderlig og højtflyvende saft, der strutter af ymer, æblekerner, rugbrød og en spandfuld ristede mandler og flødekaramel. Lækker cremet i munden med flot renhed og dejlig lang eftersmag. Bravo. 92
Spottet hos Supervin til cirka 250 kr.

Andre smagte vine:

 

# G. H. Martel Cuvée Victoire Premier Cru Brut, Champagne
En champagne, der bringer mit vinøse kompas i vatter. Top lækker næse med et sart aftryk af friske æblekerner, rugbrød, lidt kridt, gær, et diskret strejf af tørrede hindbær og toffifee. Flot dybde, renhed og koncentration. Slubrende lækker i munden med masser intensitet og et øksehug af en syre, der bøffes op af en vedvarende mousse. 93
Spottet hos Supervin til cirka 260 kr.

 

# Medici Ermete – Concerto Reggiano 2021, Lambrusco
Lambrusco er ikke bare Lambrusco. Det her er godt! Ja faktisk et monumentalt mesterværk. Ung og frugtig – nærmest lidt beaujolaisk med toner af kirsebær, solbær, blommesten og mandel. Det samme i smagen, der strutter af friske bær og en pikant frugtsødme, som afsluttes af en let bitterfinish, der river de helt rigtige steder i munden. Overbevisende eksempel på, hvad Lambrusco også kan være. Så meget smag med så lav en alkoholprocent – uha da da ! 92
Spottet hos Supervin til cirka 100 kr.

 

# Reyes d´Aragon – Cava Gran Reserva Brut Nature 2017
Besnærende, intens og pivfrisk cava. En smule reduktiv næse, der oser af citrus og knap modne gule blommer, syrlige drops og æblekerner. Slank og rank i munden med masser af elegance, en kant af våd kelim (på den überfede måde) og et viff af ristede mandler. Afsluttes af en lille fenolisk og kontrolleret tørhed, der strammer fint op i munden. 91
Spottet hos Supervin til cirka 150 kr.

 

# Château de Bligny – Grande Reserve, Champagne
Klassisk, indtagende og dejligt modnet champagne med en skypumpe af brød, lidt ristede mandler, en kant æblekerner og lidt citrus på toppen. Dejligt insisterende i smagen med masser af syrenerve og friskhed. Bravo! 91
Spottet hos Supervin til cirka 330 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit: Australsk tawny port slår rigtig portvin til prisen…

 

# Reyes d´Aragon – Reserva Brut Nature, Cava
Cava i pole position. 60% chardonnay og 40% macabeo giver her en gang superlækre bobler. Let reduktiv næse, hvor man finder indslag af citrus, grønne grene i kombination med et strejf af gær og ristede nødder. Stram, slank og elegant i munden med en vidunderlig struktur og syre, der bider de rigtige steder i munden. 91
Spottet hos Supervin til cirka 120 kr.

 

# Reyes d´Aragon – El Ceremonioso Brut, Cava
Dejlig frisk duft af gule blommer, æble, pære, et strejf af solmodne stikkelsbær og grønne grene. Livlig og frisk med fin mousse og struktur. Afsluttes af en lille bitterfinish i finalen. 89-90
Spottet hos Supervin til cirka 80 kr.

 

# Gustave Lorentz – Cremant d´Alsace – Zero Dosage 2019
Et overflødighedshorn af gule blommer, lidt nedfaldsæbler og et strejf af kridt. Letbenet og livlig i munden med god friskhed og syre. Dejlig Zero Dosage med god karakter. 90
Spottet hos Supervin til cirka 130 kr.

 

# Gustave Lorentz – Cremant d´Alsace, Alsace
En smule reduktiv med en snert af gas, kridt og gule blommer. Frisk og livlig cremant om end en anelse kort i eftersmagen. 87
Spottet hos Supervin til cirka 130 kr.

Related Posts

Skriv et svar