I gamle dage var Languedoc og Roussillon et epicenter for ligegyldig bællevin. I dag er det et eldorado for gamle hippier, pensionerede rugbystjerner og andet godtfolk, der gerne vil starte et vineventyr op.
Kvaliteten er eksploderet. Gamle vinstokke, lave udbytter og hand off-wine making er nogle af nøgleordene. Ugens mest interessante vin kommer fra Domaine Myléne Bru, og den er et godt eksempel på dette.
# Domaine Mylène Bru – Rita 2018. Vin de France (Languedoc-Roussillion)
Lækker bonderøvsagtig og ufiltreret fætter på 60 år gamle vinstokke. Floral duft med et charmerende vognlæs, rustikke og funky noter: stald, hestesadel og mørke røde bær. Lille tæt sag, masser af tørstofindhold. Blød tanninstruktur i kombination med en pikant frugtsødme balanceres af en lille naturvinsprikken på tungen efterfulgt af lidt kantet stenfrugtsbitterhed i afslutningen. Det er sådan, languedoc skal smage. 92
Spottet hos Min Franske Vinimortør til ca. 220 kr.
Andre smagte vine
# Yvan og Co Amplitude 2020, Pays d´Oc – Languedoc
Jordbær, søde kirsebær og finsk lakrids. Saftig og medium koncentreret i smagen. Elegant sydfransk vin med både tyngde og finesse, der rammes eminent ind af en blød garvesyre. Spændstig og vibrerende. 91
Spottet hos Min Franske Vinimortør til ca. 125 kr.
# Burckel Jung – Grand Cru Moenchberg Riesling 2018, Alsace
Vidunderlig riesling-næse med indslag af tropesaft, fersken, grønne æbler, citrus og et viff af petroleum. Dejlig blød og cremet i munden med fin intensitet, valafstemt syre og en lille kridtet mineralitet i afslutningen. Bravo! 91
Spottet hos Min Franske Vinimortør til ca. 170 kr.
# Burckel Jung – L’inclassable Gewurztraminer, Alsace (Orangevin)
Spændende og floral orangevin på gewurztraminer. Let parfumeret med et strejf af appelsinskal og akaciehonning. En smule volatil på den überfede måde i kombination med masser af friskhed og et lille tanninbid. 90
Spottet hos Min Franske Vinimportør til ca. 160 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Madeira … her
# Burckel Jung – Cremant d´Alsace Reve´Olution, Alsace
Livlig duft af gule blomme, et strejf af hindbær og en kant af lidt nedfaldsæbler. Slank og elegant i munden med en ren og spændstig syre. Glimrende mousserende vin, der afsluttes af en smule knust kridt og en saltet mineralitet. 89
Spottet hos Min Franske Vinimportør til ca. 190 kr.
# Yvan & Co – Intense 2021, Languedoc-Roussillon
Sprød og koldgæret hvidvin, der strutter af citrus, ananas og lidt stikkelsbær toppet op med en intens syre og friskhed. I munden finder man en rank og letbenet frugt, der køres i mål af en lille fenolisk tørhed. 88
Spottet hos Min Franske Vinimortør til ca. 125 kr.