Lækker hvid standard bourgogne fra Jadot

Prisvenlig og klassisk hvid bourgogne brillerer

Selvom ugens vinhit bare er en standard-bourgogne, så smager den forrygende. Den kommer fra negociant-firmaet Louis Jadot, der gennem de senere år har imponeret mig i særligt de billige priskategorier. Her er det den hvide standard-bourgogne, som er et skoleeksempel på, hvordan sådan én skal smage.  

 

# Louis Jadot – Bourgogne Les Pierres 2020
Dejlig klassisk og lækker standard-bourgogne med masser af ananas, lidt velintegreret fad, et snift af grapeagtig bitterhed, grønne grene og en sitrende syre, der får den til at ligge forrygende i munden. Crisp, sprød og saftig. Sådan! Ugens vinhit. 89
Set hos Kjær  & Sommerfeldt

 

Andre smagte vine:

# Louis Jadot – Pernand-Vergelesses Les Combottes 2019
Vidunderlig og super klassisk duft af hvid bourgogne. Let tropisk med strejf af ananas, citrus, smør og lidt fad. Blød og cremet i munden i kombination med en frisk og livlig syre, der spænder godt op om fedmen. Bravo Jadot! 91-92
Set hos Kjær & Sommerfeldt

 

# Louis Jadot – Bourgogne Pinot Noir Les Petites Pierres 2020
Let og elegant bourgogne uden nogen dikkedarer. Hindbær, kirsebær og et lille knæk af peber oser op ad glasset. Læg dertil lidt lakrids og mørke oliven. I munden dejlig frisk med den velkendte bourgogne-syre og et lille snift af grønne grene. Afsluttes af et lille bid, hvor man lige netop fornemmer tanninkløerne fremme. Anbefalet!
Set hos Kjær og Sommerfeldt

 

# Balthasar Ress – Von Unserm Riesling Trocken 2021, Rheingau
Man går aldrig galt i byen med Balthasar Ress. Toplækker og let diskret næse, som med lidt luft lukker op for indslag af æble og rød grape toppet op med lidt granit og flintesten. Knasende tør og sprød som en nyplukket radise. Letbenet og tør i smagen, der afsluttes af et hint af lime og et skvis af havsalt. 91
Set hos Kjær og Sommerfeldt

Tjek også sidste uges vinhit…. her

 

# Balthasar Ress – White Rabbit 2021 Rheingau
Tju hej, hvor det går. Rent saftevand for voksne. Typisk og renskuret riesling-duft med indslag af grønne æbler og citrus. Saftig i munden, hvor man finder en lille legesyg restsødme, der gør den blød, cremet og velegnet milde og let salte oste. 88
Set hos Kjær & Sommerfeldt

 

# Terroir Sense Fronteres 2019, Mont Sant
Brombær, lidt mørke oliven og et strejf af lakrids og lige tilpas styret oxidation. Fantastisk velafstemt Mont sant-vin med en vidunderlig lethed (12,5%) i kombination med stor dybde, koncentration, solmoden frugtsødme, der strammes op af en garvesyre, der er så strunk som en lanse. 91
Set hos Kjær & Sommerfeldt

 

# Florian Mollet – Pinot Noir 2020
Overbevisende pinot til en ufattelig god pris. Florian Mollet overvælder mig gang på gang, og her er det husets basisvin, der strutter af kirsebær, blå blommesten, hindbær og et snift af lakridskonfekt. Afrundet og blød i smagen, der køres i mål med et let syrebid . Høj genkøbsfaktor. 90
Set hos Kjær og Sommerfeldt

 

# Sherwood Estate – Stoney Range Sauvignon Blanc 2021, Waipara Valley (New Zealand)
Masser af tomatplante, hyldeblomst og tilpas modne stikkelsbær i duft. Ren, koldgæret og livlig sauvignon, hvor syren er til stede på den gode måde med masser af friskhed uden at blive hidsig. Rigtig god sauvignon til tilbudsprisen. 88
Set hos Kjær og Sommerfeldt til 89 kr.

Related Posts

Skriv et svar