UGENS VINHIT- bourgognedræber fra Baden

UGENS VINHIT- bourgognedræber fra Baden

I det tyske Baden finder man en lille “klub” af topproducenter, som driver udviklingen frem mod nye højder. Blandt dem Salwey, Bernhard Huber og Franz Keller, der er i gang med at introducere en ny stil, som på en konference i Freiburg for nyligt blev kaldt Coche Dury-stilen: ren, mineralsk og underspillet.

Hos de tre vinhuse er man begyndt at høste ved en oechsle-grad på omkring 90, hvilket svarer til cirka 12,5% alkohol for at opnå friskere vine med mere mineralitet og syre end tidligere. Det virker tilsyneladende godt, for Keller blev i 2019 kåret som Winzer des Jahres i Gault Millau, og samtidig har huset modtaget prisen for ”Kollektion des Jahres” af det tyske vinmagasin Falstaff. I denne uge har vi blandt andet smagt deres Oberbergener Bassgeige, som taler til den analytiske og trænede vindrikker, der ikke lader sig friste af blød frugtsødme og høj alkohol….

 

# 2018 Chardonnay Oberbergener Bassgeige – Erste Lage, Baden (Tyskland)
Helt vidunderlig og let reduceret i duft med en brise af ananas, rød grape og et minimalistisk strejf nystrøget tændstik, ristet kaffebønne, kridt, knust granit og våde sten. Rank som en tinsoldat med en enorm intensitet i smagen og en syre som en torpedomotor, der får min tandlæge til at juble. Ikke nogen crowd pleaser, men en reserveret vin for veltrænede ganer og kendere. Vox, det er godt! Lidt af en bourgogne-dræber. 5,5 /6
Set hos Vinvärket
Pris: 169 kr.

 

Andre fremragende vine fra Tyskland

 

# Bernhard Koch – Kirchenstück Pinot Noir 2018, Pfalz (Tyskland)
Forrygende pinot-næse, hvor man finder indslag af kirsebær, blommesten, brændt skifer og chokolade, der sammen med en støddæmpende frugtsødme og et lille kødfuldt præg bringer mig lidt på afveje og får mig til at tænke på en sammensmeltning af stor côte rotie og bourgogne. Men det er det ikke! Det er tysk, og det er GODT! Luftig og intens på samme tid med en manisk, poleret syre. Mums. 5,5 /6
Set hos Vinvärket
Pris: 229 kr.

 

# Kruger Rumpf – Riesling Trocken Quarzit 2019, Nahe (Tyskland)
Citrus og knap modne grønne æbler i lange baner og lidt gul blommesten. Intens, koncentreret og mineralsk riesling med et lille viff af skifer, der afsluttes af et lille syre-attack. Ikke noget hvalpefedt her og heller ikke nogen overflødig frugtsødme – bare ren nektar, der balanceres flot af en afdæmpet og tilbageholdende alkohol.  
Set hos Vinvärket
Pris: 159 kr. v. 3 flasker

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →