UGENS VINHIT – Châteauneuf på uge vinstokke

UGENS VINHIT – Châteauneuf på uge vinstokke

Ugens vinhit kommer fra Châteauneuf du Pape, og der er tale om en vin lavet på unge vinstokke fra Château Vaudieu. Her har vi en klassisk Rhône-blanding bestående af 80% grenache, 15% syrah og 5% mourvedre, der er blevet puttet i 228 liters fade fra Bourgogne. Vaudieu er wine making på højt plan, og den betager med sin elegance og renhed i både duft og smag.

 

# Closerie de Vaudieu 2020 – Châteauneuf du Pape (Frankrig)
Næsen fanger et spændende potpourri af kirsebær, blommesten, lakrids og lidt stødt, sort peber. Ditto i munden med fuld skrald på frugten, der piftes op af et viff af knækkede, grønne grene. Læg dertil en legesyg og let buttet frugtsødme, som afstemmer de sprælske tanniner til perfektion. Jeg er fan, og så er prisen er eminent! Ren bossanova i munden. 91
Set hos Philipson Wine
Pris: 129,95 v. 12 flasker

 

# Brunello di Montalcino 2016 – San Biagio (Italien)
Åben og ultra frugtig brunello med en kant af syrlige ribs, søde kirsebær og et vidunderligt strejf af fad. Luftig i smagen med medium koncentreret råfrugt og en lille grønkrydret tone, der forekommer yndefuldt indkapslet i en gang modne tanniner. Mama Mia en dejlig stram og struktureret vin fra topåret 2016. Her og nu 89/100, men besidder et godt potentiale, der  vil udvikle sig til en raceren og karakterfuld fætter med nogle år i kælderen (91). Anbefalet
Set hos Philipson Wine
Pris: 199,95 v. 12 flasker

 

# Chateau La Tonelle 2018, Haut Medoc (Frankrig)
Klassisk bordeaux i duft, hvor man fanges ind af solbær, cedertræ, lidt  blyant, cigarkasse, karamel og et indtagende strejf af læder og stald. En lille urtegrønhed spores i smagen, og så strutter den af en velafstemt frugtsødme, der balancerer garvesyren formidabelt. Fremragende vin for de 102% bordeauxfile (og alle os andre, som bare elsker vellavet BX til prisen). Et genialt køb med masser af attitude! Kun et stenkast fra Pauillac, og det kan smages. 91
Set hos Philipson Wine
Pris: 129,95 v. 12 flasker

 

# Barolo – Terre del Barolo 2013 (Italien)
Dejlig kassisk barolo-næse, hvor man finder indslag af roser, lidt tjære, medicinskab, kamfer og blå blommesten. Dejlig tør og rank vin med den klassiske og mundrensende garvesyre. Glimrende barolo med god luftighed i kombination med en fin elegance og renhed. Anbefalet. 89-90
Set hos Philipson Wine
Pris: 160, kr. v. 12 flasker

 

# Montessu – Isola dei Nuraghi 2017, Sardinien (Italien)
Spændende næse med toner af kål, solmodne blommer, karamel og et viff af kokos. Måske en anelse rodet i munden, men ganske slagkraftig og medium koncentreret fætter med god struktur og blød frugtsødme, der giver oplevelsen af fylde i munden. Ikke så tosset af en syditaliener. 88
Set hos Philipson Wine
Pris: 129,95 v. 12 flasker

 

 

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →