Klassisk og flot Toscana-vin fra vinhuset Antinori

Ugens vinhit – flot Antinori-vin fra Toscana

Ugens vinhit kommer fra det berømte vinhus Antinori, og her det er deres Toscana-vin, der er sammenstukket af den italienske sangiovese i kombination med de klassiske, franske druesorter som cabernet, merlot, syrah og petit verdot.

 

# Villa Antinori – Toscana 2019, Toscana
En ægte klassiker fra Antinori, der bare bliver bedre og bedre. Flot dybde på næsen, der strutter af blå blommer, et strejf af lakrids og en kant af karamel og lidt kokos. Smagsmæssigt elegant og samtidigt ret koncentreret med fin balance mellem frugtsødme og en moden syre, der spænder godt op i afslutningen. Ugens vinhit. 91
Set hos H. J. Hansen

Andre smagte vine:

# G. D. Vajra – Langhe Rosso 2020, Piemonte
Vajras Langhe Rosso er som skabt til pasta og fjerkræ med sin friskhed og elegance. Oser af lyse røde bær, ribs og et hint af kirsebærsten. Livlig Piemonte-vin, der ligger rigtig dejligt i munden, og hvor man finder en veldosseret syre, medium koncentration og et viff af tanniner. En vin, man ikke bliver træt af at drikke. Bravo! Høj genkøbsfaktor – særligt til 6 stksprisen på 119 kr.! 91
Set hos H. J. Hansen

 

# Prunotto Barbera – Bansella Nizza 2018, Piemonte
Først lidt mørke røde bær, så lidt Mariekiks og en kant af tørrede frugter. Læg dertil lidt kirsebærsten i kombination med masser af ekstraktrigdom og power. Relativt bred i munden for en barbera. Er delvist lagret på amerikanske fade, hvilket man godt kan fornemme i smagen. Glimrende vin. 89
Set hos H. J. Hansen

 

Tjek også sidste uges vinhit … her

 

# Antinori – Bramito della Sala, Umbrien
En lille chardonnay-perle fra Umbrien. Super lækker duft af citrus, lidt tropefrugt og et viff af velintegreret fad. Det samme i smagen, der er slank og elegant med masser af syrespil og en lille cremet fedme, der kommer fra en delvis fadgæring. Ligger fejende flot i munden! 90
Set hos H. J. Hansen Vin

 

# Château Pierrail 2012, Bordeaux
Pierrail minder ret meget om New Zealandsk sauvignon i stil med masser af klassisk sauvignonkarakter: blandt andet stikkelsbær, papaya, hyldeblomst og tomatplanter. Enkel, ren og koldgæret hvid bordeaux med vægt på den friske frugt og livlighed. Afsluttes af et lille snift havsalt i finalen. 86
Set hos H. J. Hansen

 

# M de Minuty – 2021 – Côtes de Provence
Glimrende sommer-rosé fra Côtes de Provence med lidt fersken, hindbær, strejf af grønne grene og en kant af æblekerner. Dejlig slank i munden, hvor man finder finder en lille syrefriskhed, der flankeres af en let tørhed i afslutningen. 87
Set hos H. J. Hansen

Related Posts

Skriv et svar