Fremragende cabernet franc fra Yannick Amirault i Loire

UGENS VINHIT – fremragende cabernet franc fra Loire

Ugens vinhit kommer fra Bourgeuil i Loire, og den er lavet på druen cabernet franc, som kan have tendens til at blive lige lovlig grøn og urtet. Men Yannick Amirault har forstået, hvordan den skal håndteres. Et gedigent lille mesterværk med fuld skrald og spark i raketten!


# Bourgueil Le Grand Clos 2020, Y Amirault, Loire
Fremragende cabernet franc. Strutter af druetypicitet med indslag af solbær, urter, lidt støvet landevej med et viff af både grøn peberfrugt og stødt sort peber. Det hele er pakket nænsomt ind i en gang betagende frugtsødme, der er så fløjlsblød som bredriflet velour. Ikke for grøn, ikke for urtet og ikke for sød – alt står i zen, jeg jubler. 93 med en Amors pil opad…
Set hos Bichel Vine til 175 kr. 

Andre smagte vine

# Champagne Piollot Brut – non vintage, Champagne
Et lille stjerneskud fra Champagne. Masser af de klassiske noter af grønne æbler, et pift af citrus, gær, kridt, knækkede grønne grene og en lille begyndende tone af ristet brød. Dejlig blød mousse og cremethed i munden, der toppes op af en forfriskende frisk syre i finalen. 92
Set hos Bichel Vine til 325 kr. 

 

# David Reynaud – Les Monestiers Syrah 2021, Collines Rhodaniennes
Les Monestiers Syrah burde have en advarsel på etiketten om, at den er vanedannende. Helt vidunderlig og meget typisk syrah-duft af mørke oliven, brombær, et strejf af hårvand på den overfede måde og lidt spegepølse. Luftig og nærmest beaujolais-agtig i smagen, og så er den for øvrigt læskende som bare pokker med en lille frisk og nymfeagtig syre i afslutningen. Bravo …. . 91
Set hos Bichel Vine til 180 kr.

 

 

# Château Leroy-Beauval 2019, Bordeaux Superieur
Meget solbærpræget bordeaux med masser af slagkraft (15,5% alkohol), power og en del frugtsødme. Læg dertil lidt grafit, blyantspids og strejf af hø. Modernistisk bordeaux på den solmodne side. 89
Set hos Bichel Vine til 135 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit … her

 

# Mas Picosa de Flor en Flor 2021, Catalunya
Mas Picosa er bare ærlig vin uden nogen dikkedarer. Vidunderlig og beaujolaisagtig duft med indslag af røde bær, grønne grene, kirsebærsten, et knæk af peber og lakridskonfekt. Læskende og saftig i munden med masser af friskhed. Letløbende saft, der bare ryger lige ned i løgnhalsen. 90
Set hos Bichel Vine til 120 kr. 

 

# Cascina Luisin – Langhe Nebbiolo 2019, Piemonte
Glimrende mini-barolo til en rigtig fornuftig pris. Først en smule krydret i duft med strejf af sødlige noter, kirsebærsten og blå blommer efterfulgt af lidt kamfer. Klassisk nebbiolo med masser af stramhed og garvesyre, der bider de helt rigtige steder i munden. 91-92
Set hos Bichel Vine til 140 kr


Related Posts

Skriv et svar