Riestra cider

UGENS VINHIT – fremragende cidere fra Spanien

Så har vi på Vinexpressen endnu engang smagt på cider, og denne gang er det en fremragende spanier, der tager os med storm og scorer 6 stjerner.

Mens man i Frankrig og England typisk bruger bitre æbler til cider, så er det de syrlige sorter, der dominerer i Spanien. Herudover ligger eddikesyreniveauet ofte højt, og det fornemmes helt klart i ugens spanske cidere fra Riestras.

# Guzman Riestra – Cidre semi seca, Spanien
Indtagende næse med et lille strejf af eddike, æblekerner, naturligt gær, iod og gazebind. Blød og samtidig insisterende i smagen, hvor den volatile syre går igen. Landlig og staldet på den fede måde med lette blide bobler og et strejf, fugtig kælder og blyantspids bøffet op med en lille pikant sødme på toppen. Bravo – I love it. 6/6
Set hos Ciderrevolution
Pris: 100 kr.

 

Andre cidere smagt i løbet af ugen:

# Severn Cider, England
Engelsk pærecider med en volatil duft af salateddike, friske pærer og naturligt gær. Frisk i syren og relativt letbenet i smagen. 4½/6
Set hos Ciderrevolution
Pris: 35 kr.

 

# Guzman Riestra – Brut Nature, Spanien
Vidunderlig cider lavet på champagnemetoden med eftergæring i flasken. Let naturvinsagtig duft af dugfriske grønne æbler og læder med strejf af gær, gas og en kant af bitre kerner. Stringent og rank med lækker syrenerve og blide bobler. Afsluttes af en lille bitterhed, der river dejligt i munden. 5/6
Set hos Ciderrevolution
Pris: 100kr.

 

 

# Pomme Petillant – Cidrerie de Rhuys Nicol, Spanien
Cider uden alkohol kan næppe kaldes for cider – men alligevel! Ohh, hvilken duft, der her bringer mit olfaktoriske system i balance. Dugriske og knasende sprøde grønne æbler og pærekerner snor sig langsomt, men sikkert op ad glasset. Og smagen: enorm koncentration med en gnistrende syre, som man finder i en stor tysk riesling spätlese. Læg dertil en blød sødme, der afstemmer det hele eminent. Må være med i kampen om at være verdens bedste sodavand. 5½/6
Set hos Ciderrevolution
Pris: 70 kr.

 

# Kupela – Sagardoa, Spanien
Dejlig og naturvinsagtig næse, der strutter af hestesadel, æble, blyantstift, et lille volatilt strejf af madeddike. Slank og en smule  benet på den fede måde. Tør i smagen med en lille bitterhed i afslutningen. 5/6
Set hos Ciderrevolution
Pris: 95 kr.

 

Tjek også test af 4 brunello´er fra årgang 2017 

 

#Manoir Kinkiz, Frankrig 
Vild og funky duft af hæfteplaster, røg, medicinskab og æbler, pærekerner, stafferet med lidt kostald og læder. Ekstrem fransk cider, hvor man fornemmer masser af karakter, bitter æbleskræl og blide bobler. 5/6
Set hos Ciderrevolution
Pris: 100 kr.

 

Related Posts

One thought on “UGENS VINHIT – fremragende cidere fra Spanien

Skriv et svar