UGENS VINHIT – fremragende hvid portvin

UGENS VINHIT – fremragende hvid portvin

Ugens vinhit er en hvid portvin, og endnu engang overraskes jeg af den friskhed, som hvid portvin besidder.  Nogle vil mene, at den type vin savner tyngde, men det er helt at misforstå white port.

 

# White Port – Palmer Colheita 2007, Douro (Portugal)
Vidunderlig og frisk duft af ristede hasselnødder, orangeskal, mandler, lidt rosin, sirup og kirsebærsten. Dejlig intens og samtidig frisk i syren, hvilket giver en helt anden spændstighed end rød portvin. Jeg er kæmpe fan. En vintype, der er fuldstændig overset! Ugens vinhit.
Set hos Vinimondo
179 kr.

 

Andre vine fra Vinimondo, der kan anbefales

 

# Arizcuren Solo Mazuelo 2016, Rioja (Spanien)
Tonsvis af lækker frugt. Masser af brombær, lidt lakrids, vanilje, velhængt flæskekød, spegepølse, brændt granit og rustne søm på den fede måde. Her kommer en af de bedste carignan-vine (også kaldet mazuelo i Rioja), jeg længe har smagt. Normalt forekommer druen lidt kantet og klodset, men Arizcuren er en flot og tæmmet udgave, hvor frugten nærmest vælter ud af glasset. De gamle vinstokke på over 35 år giver intensitet, nærvær, elegance, bløde tanniner og en lille frugtsødme på toppen – tænk, at jeg skulle sige det om en carignan. Bravo!
Set hos Vinimondo
Pris 249 kr.

 

# RAR Essencia 2018, Priorat (Spanien)
Masser af krydrede noter med blandt andet toner af stødt sort peber, lidt garrique, brombær og en bagkant af lakrids og chokolade. Dejlig frisk bærfrugt og en  fin lille urtethed hænger her godt sammen med alkoholen og garvesyren, der er så strunk som en lanse. Ikke den tunge Priorat-stil, som området er så kendt for. Næh nej, det her er langt mere elegant, end hvad man forventer sig.

Set hos Vinimondo
Pris 129 kr.

 

# Noelia Ricci – Godenza Sangiovese Predappio 2016, Emilia-Romagna (Italien)
Let og peberkrydret duft med en kant af kirsebær, hindbær, knækkede grønne grene og blå blommesten. Dejlig blød i frugten, men samtidig slank med fin syre og luftighed. Anbefalet.
Set hos Vinimondo
Pris 189 kr.

 

# Cayetano Del Pino Y Cia – Palo Cortado Viejisimo 1/5
Friske valnødder, flor (selvom den teknisk set har mistet sit florpræg), havsalt, lidt marcipan, highland whisky, ristede mandler, kirsebærsten og neglelak. Smagsmæssigt knastør med en enorm dybde og kompleksitet. Hænger vanvittigt længe i munden.  Simpelthen bare en enorm vin og et must-have, hvis man er til tør sherry!
Set hos Vinimondo
Pris: 329 kr.

 

 

 

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →