UGENS VINHIT – fremragende hvidvin fra Languedoc

Ugens vinhit kommer fra Alma Cercius i Languedoc, og der er tale om en spændende blanding af chardonnay, viognier og sauvignon blanc. En eminent kombination af eksotisk frugt, fedme og et syrebid, der gør den til noget helt særligt for Languedoc.

# Alma Cersius 2021 – Coteaux de Bezieres
Vanvittig flot næse, der strutter af papaya, fersken, lidt pære og et knæk af grønne grene. Dejlig blød og cremet i munden, men uden at miste friskehed og finesse. Syren tager nemlig godt fat i tungen og bliver der helt til målstregen. Saftevand for voksne. Mums den smager forrygende, og prisen er i særklasse. 90
Set hos Sprit & Co til  99,95 kr.

Andre smagte vine:

# Weingut Barth – Riesling Feinherb 2020, Rheingau
Så finder man ikke bedre vinkøb fra Tyskland. Top lækker duft med masser af grønne æbler, strejf af modne, gule stikkelsbær, lidt petroleum og et viff af lime. Flot koncentreret vin med enorm karakter og racerenhed. Afsluttes af en lille grapeagtig bitterfinish og en syre, der kører i dobbelttakt og bider de helt rigtige steder i munden. Helt fantastisk godt køb. 92
Set hos Sprit & Co til 139 kr. 1. liters flaske

 

# Heinrichhof – Römische Kapelle Riesling Trocken 2020
Min matrikel er som en Bermuda-trekant for god, tysk riesling. Kommer det først indenfor døren, forsvinder det med det samme igen. Heinrichhofs Römische Kapelle er ingen undtagelse. Vidunderlig og flintet riesling med et stormløb af pivfriske æbler, lime, rød grape, gule blommer og en gnist af granit på toppen. Slank med en nærmet benet syre, der får min tandlæge til at juble. Afsluttes af en lille pikant frugtsødme og et viff af havsalt. 91
Set hos Sprit & Co til 119,95 kr.

 

# Maison Blanche – Extra Brut, Cremant de Bordeaux
Frisk næse med indslag af grønne grene, citrus, et strejf af æble og kridt. Livlig og slank i smagen, hvor man har en en god livlighed og syre, der sprutter og spræller fint i munden. 89
Set hos Sprit & Co til 179 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit …. her

 

Cremant de Loire Brut – Cecile Lebrun
Cecile Lebruns cremant hopper og danser i munden som en munter tangloppe. Dejlig velkomponeret og champagne-nær cremant med indslag af nedfaldne æbler, kridt og gule blommer toppet op med et viff af gær. Flot intensitet i munden med masser af ekstraktrigdom og længde på smagen. 90
Set hos Sprit & Co til 159,95 kr.

 

Bordeaux Blanc – Bouey Cuvee 23 2020, Bordeaux
Letbenet og forfriskende bordeaux blanc med et aftryk af fersken, lidt abrikos, hyldeblomst og tomatplante. Sprød og livlig i smagen, der afsluttes af et lille læskende bitterriv. Ikke den helt store kompleksitet, men den drikker virkelig godt! Anbefalet. 87
Set hos Sprit & Co til 89,95 kr.

 

Related Posts

Skriv et svar