UGENS VINHIT – italiensk stjerneskud fra det ukendte Lessona

UGENS VINHIT – italiensk stjerneskud fra det ukendte Lessona

Ugens vinhit, La Prevostura, kommer fra området Lessona, som man sikkert kun har hørt om, hvis man er særligt interesseret i italiensk vin fra Piemonte. Området ligger omkring 150 kilometer nord for Barolo og er næsten-nabo til både Gattinara og Ghemme.

Lessona har tidligere været ved at uddø, og i 1990erne var der kun 6,5 hektar tilbage i området. I dag har Lessona fået en lille renæssance, og produktionen er i følge de seneste data (jeg har kunnet opstøve) på omkring 25 hektar. Druerne er nebbiolo (minimum 85%), men det er også tilladt at bruge lidt vespolina og bonarda, som ofte blødgør nebbiolos kantede garvesyre. Ugens testvinder er imidlertid udelukkende lavet på nebbiolo, og lad mig sige det, som det er: der er slet ikke behov for at blødgøre noget som helst her.

 

# La Prevostura – Lessona 2017
Mamma Mia en vidunderlig duft af roser,  søde lyse røde bær, en spandfuld kirsebærsten og et snift af apotekerskuffe. Masser af elegance og luftighed i smagen, hvor man finder en let puddersukkeragtig frugtsødme, der får den den til at virke helt burgundisk, men samtidig trænger den klassiske nebbiolo-garvesyre igennem i afslutningen og rammer frugten fantastisk flot ind. Sart, ædel og fin – ikke bombastisk og tung. La Prevostura er i øvrigt lavet helt traditionelt med lagring på store gamle fade. Hurra for Lessona – ugens vinhit. 93/100
Set hos Vinimondo
Pris 399 kr.

 

# Weingut Beurer Riesling Trocken – Gipskeuper 2018 (Württemberg)
Top lækker bio-bio-naturvins-næse med oceaner af kridt, lidt æblemost på den sexede måde, citrus, tropefrugt og et viff af hest. Blød, cremet og fed i munden med masser af ananas, papaya, nektariner og lidt gule blommer, der flankeres af en resolut syre, der er så skarp nysleben schweizerkniv. Læg dertil et drys af frisk æblekernebitterhed, der river de helt rigtige steder i munden. Beurer lyser op som et fyrtårn i Württemberg, hvor kun et par andre producenter kommer op på det her niveau. Vi er tæt på verdensklasse her, og set i det lys er prisen nærmest vanvittig lav. 93/100
Set hos Vinimondo
Pris: 149 kr. v. 6 flasker

 

# Weingut Beurer sekt – pinot noir 2016, Württemberg
Strejf af æblemost og lidt saltlakrids i duft med en bagkant af gaze. Frisk, letbenet og livlig munden med en dejlig blød mousse og en saftig syre. En anelse kort i eftersmagen. 86/100
Set hos Vinimondo
Pris 249 kr. v. 6 flasker

 

# Cochon Volant 2018, Corbieres (Frankrig)
Først lidt brombær og lakrids – så sorte oliven og lidt peber. Smagsmæssigt blød fed og cremet med en enorm ekstraktrigdom og en utrolig charme, men samtidig også spændstig og stringent i munden. Her er masser af god aura, en bunke sund DNA og god energi. Formidabel Corbieres til prisen. Anbefalet. 91/100
Set hos Vinimondo
Pris 119 kr. v. 6 flasker

 

# La Traca – Bobal 2019, Valencia (Spanien)
Meget indtagende duft, der springer op i næsen med sin nærmest beaujolais-artige bærsødme af kirsebær, blå blommesten og en kant af lakrids. Dejlig ekstraktrig Valencia-vin med en lille bitterhed i afslutningen, der gør den nærværende, livlig og intens. En prisbombe af format. Et vildt godt køb. 89/100
Set hos Vinimondo
Pris 79 kr. v. 6 flasker

 

# Rosso di Montalcino – Podera San Giacomo 2017
Åben frisk og indtagende næse, der strutter af kirsebær, begyndende noter af underskov, en lille kant af grønne grene og en lille pirrende urtekrydret kant. Mindst lige så åben i smagen, der forekommer dejlig lys, letløbende og forfriskende. En god syre og tanninstruktur strammer fint op om frugten. Nu kan det godt være, at dét her er en lillebror til Brunello, men den overgår sgu mange brunelloer med flere længder. Bravo. 91/100.
Set hos Vinimondo
Pris 169 kr. v. 6 flasker

 

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →