Cune reserva

UGENS VINHIT – klassik rioja med friskhed og finesse

Ugens vinhit kommer fra den spanske bodega Cune, et af de traditionelle Rioja-huse. Cune laver altid stabil og klassisk spansk vin, der bare fungerer, og som er til at betale. Vi har både smagt deres Crianza, Reserva og Gran Reserva. Sidstnævnte er jo nok den største af vinene, men jeg falder nu pladask for friskheden og finessen i deres Reserva, som har alle de klassiske rioja-fad-dyder uden at det kammer over i for meget amerikansk fad og vaniljesmag.  

 

# Cune – Rioja Reserva 2017
Først indfanges man af en dejlig brise af hindbær, kirsebærsten, strejf af vanilje, spegepølse, velhængt flæskekød, hvorefter der dukker lidt ymer og krydderier op. Klassisk rioja med fin friskhed i smagen, der piftes op af et lille syrebid i finalen. Rigtig nydelig og velfriseret spanier. Nogle ville måske kalde den  lidt mainstream, men jeg siger nu bare: Damn Good Wine Making.  Ugens vinhit! 91 p
Set hos Amka

 

# Banisio – Crianza 2016, Ribera del Duero
Fra det hypede Ribera del Duero har vi Bansio der strutter af kirsebærsten og en omgang relativt lyse bær. Læg dertil en bagkant af appelsinskal og det klassiske touch af vanilje. Relativt letbenet duero-vin med fin luftighed og elegance. Afsluttes af en lille frisk syre i eftersmagen. 90 p
Set hos Amka

 

# Cune – Rioja Gran Reserva 2015
Dejlig moden næse, hvor man finder indslag af blå blommer, lidt sveske, begyndende toner af underskov, kokos, ymer og krydderier. Medium fyldig i munden med god frugtighed, rankhed og struktur. Eftersmagen køres i mål med en spandfuld opstrammende garvesyre, der bider rigtig fint i munden og gør den velegnet som madvin. 91 p
Set hos til Amka

Tjek også sidste uges vinhit …. her

 

# Banisio – 2018, Ribera del Duero
Letbenet og og samtidig struktureret ribera del duero-vin med indslag af kernemælk og friske røde bær. Det samme i smagen, hvor man først og fremmest finder røde bærtoner, der er pakket nydeligt ind i en opstrammende garvesyre. Ikke så tosset. 89 p
Set hos Amka

 

# Cerro do Santo – Reserva 2015, Douro (Portugal)
Dejlig tør rødvin fra portvinsområdet Douro, der bare oser af modne brombær, begyndende toner af underskov og lidt tørt træ toppet op med en bagkant af blå blommesten og sveske. I smagen finder man en dyb basunbund, masser af slagkraft og en indtagende bassefrugt omfavnet af en velafstemt frugtsødme. Glimrende vin til prisen. 90 p
Set hos Amka

# Cune – Rioja Crianza 2018
Meget åben og ligefrem duft af søde kirsebær, blommesten og lidt slagterbutik. Livlig og frisk i munden med en gang let-flyvende røde bær og en smule markeret tannin, der rammer frugten fint ind. Glimrende lille forårsvin til terrassen eller frokost i det grønne. 89 p
Set hos Amka

Related Posts

2 thoughts on “UGENS VINHIT – klassik rioja med friskhed og finesse

Skriv et svar