UGENS VINHIT – mere vin fra Portugal

Ugens vinhit er en vinho verde, som de fleste kender som ligegyldig frikadellevin, men når den er lavet på alvarinho-druen, kan den give vine med kompleksitet og egenskaber, man kender fra området Sancerre eller riesling-druen. 

 

# Quinta da Lixa – Alvarinho Reserve 2016, Vinho Verde
Super lækker og meget karakterfuld duft af rød grape, stikkelsbær, knap modne æbler, lidt kelim og en kant af kridt. Flot og rank hvidvin på alvarinho-druen med masser af syre og friskhed. Lidt fadgæring på ny eg giver noget kompleksitet, intensitet og fedme i munden. Bravo. Recommended. 91
Set hos Portugalvineyards
Pris: 118 kr.

 

# Vinhos Borges – Quinta da Soalheira 2018, Douro 
Behagelig og let slikken næse, hvor man finder indslag af karamel, chokolade og en gnist af røde bær. Enkel og relativt letbenet i munden med en lille behagelig frugtsødme og en kant af grønne grene. Afsluttes af et lille tørhedsbid. God vin til prisen. 86-87
Set hos Portugalvineyards
Pris: 66 kr.

 

# Quinta de La Rosa 2019, Douro
Blød og lakridset med strejf af brombær, solmodne kirsebær, peber og kernemælk. Det samme i smagen, der er relativt fyldig med god saftighed og en fin portion frugtsødme. Udmærket vin til prisen på de klassiske portvinsdruer touriga nacional, touriga franca og tinta roriz. 88
Set hos Portugalvineyards
Pris: 107,50 kr.

 

# Casa Ermelinda Freitas – Fat Baron 2020, Setubal
En anelse tung med indslag af lakridskonfekt og chokolade. En del frugtsødme i munden giver noget fylde, men den forekommer en anelse sukret på tungen. 84
Set hos Portugalvineyards
Pris: 72 kr.

 

# Quinta do Regueiro – Alvarinho Reserve 2020
Flot duft af tropefrugter – blandt andet nektarin og ananas, der toppes op med lidt citrus og kridt på toppen. Saftig og blød i munden med en let cremet frugt. Afsluttes af en flot syrestruktur, der trækker mundvand i kombination med en lille saltet mineralitet. Aldeles glimrende vin til prisen, der leder tankerne hen på en god, sprød riesling. Høj genkøbsfaktor.
Set hos Portugalvineyards
Pris: 73,75 kr.

 

# Quinta do Soalheiro – Germinar Loureiro 2020, Vinho Verde
Dufter af pivfriske og let undermodne grønne æbler. Læg dertil lidt stikkelsbær, gule blommer og et viff af kiwi. Ditto i smagen, der er sprød og rank med masser af livlig syre og en lille saltet mineralitet. Koldgæret og frugtig vin(på Loureiro-druen. Drikker godt, men besidder dog ikke den helt store kompleksitet. 85
Set hos Portugalvineyards
Pris: 101 kr.

Related Posts

One thought on “UGENS VINHIT – mere vin fra Portugal

Comments are closed.