UGENS VINHIT – Mosel brillerer igen igen

UGENS VINHIT – Mosel brillerer igen igen

Ugens vinhit er en riesling fra Weingut Römerhof, et relativt ukendt hus i Mosel. Og endnu engang er der tale om en flot tysker til en yderst fornuftig pris. Vi har fat i en feinherb (eller halbtrocken, som man også kalder det) med en lille smule restsødme.

 

# Weingut Römerhof – Necto II, Riesling Feinherb 2018, Mosel (Tyskland)
Dejlig indtagende næse, hvor man finder en mosaik af tropejuice, hyben, mango, ananaskirsebær og et viff af saltlakrids. Ditto i smagen, der bare strutter af frisk frugt som toppes op af en lille restsødme. Afsluttes af et lille fenolisk tørhedsbid, der bider de helt rigtige steder i munden. Meget velegnet til sushi med søde ingefærs flager og soja. Superlækker og slank riesling, der bare sprudler af frisk frugt. I love it. Ugens vinhit. 91
Set hos Andrup Vin
Pris: 99 kr. v. 6 flasker

 

Andre smagte vine fra Andrup Vin:

 

# Weingut Römerhof – Necto I, Riesling 2018, Mosel (Tyskland)
Pivfrisk og ren i duft med et festfyrværkeri af grønne æbler, stikkelsbær, lidt rød grape og et lille snift af petroleum. Dejlig rank og slank i munden med masser af sprød syre, der springer flik flak på tungen. Læg dertil en mineralsk og saltet tørhed i finalen. Mosel er godt, Mosel er dejligt, Mosel skuffer aldrig! Bravo – godt køb. 90
Set hos Andrup Vin
Pris: 99 kr. v. 6 flasker

 

# Bourgogne Madame Veuve Point 2017 (Frankrig)
Indtagende næse med en lille stråleglans af lyse, røde bær, mandel, lidt knækkede grene og en kant kirsebærsten. Meget letbenet og let drikkelig rød bourgogne med god friskhed og et lille opstrammende bid i finalen. Anbefalet. 89
Set hos Andrup Vin
Pris: 149 kr. v. 6 flasker

 

# Gaballo Loco Grand Cru Maipo 2018, (Chile)
Karaktertypisk, chilensk cabernet. Indtagende duft af solbær, strejf af Ribena og en lille bagkant af grøn peber og urt. Ditto i smagen, der besidder god struktur, en let frugtsødme og masser af slagkraft. En højt anlagt chilener, der minder lidt om Don Maximiano fra Errazuriz. God intensitet og opstrammende garvesyre i finalen. 89
Set hos Andrup Vin
Pris: 220 kr. v. 6 flasker

 

# Bodegas Morca – Godina Garnacha 2018, Campo de Borja (Spanien)
Intens næse, hvor man finder aftryk af brombær, fad, vanilje, orangeskal, lidt likør og krydderier. Blodrig, dyb og koncentreret monstervin med masser af det hele: smag, frugtsødme og smæk på alkoholen (16%). Minder lidt om en maskulin amarone. 89
Set hos Andrup Vin
Pris: 199,95 kr. v. 6 flasker

 

# Bodegas Morca – Morca Garnacha 2017, Campo de Borja (Spanien)
Glidende tackling og hjulspin på flaske. Dyb og ekstraktrig næse med masser af krydderier, brombær, vanilje, nelliker, balsam og chokolade. Enormt koncentreret show wine med tonsvis af solmoden bassefrugt og for øvrigt en sund garvesyrestruktur. Det her er Campo de Borja på steroider med et overflødighedshorn af frugtsødme. 88
Set hos Andrup Vin
Pris: 299 kr. v. 6 flasker

Posted in: Denne maaneds vin til under 100 kr

Leave a Comment (0) →