UGENS VINHIT – ny stjerne fra Rheinhessen

UGENS VINHIT – ny stjerne fra Rheinhessen

Ugens vinhit kommer fra et af verdens mest interessante distrikter i øjeblikket, nemlig Rheinhessen. Området var tidligere storleverandør af halvkvabset Liebfraumilch, men den tid er slut.

Med sit flade og let bakkede landskab er Rheinhessen måske ikke det mest idylliske vindistrikt. Men det har til gengæld et væld af spændende producenter og nye kometer, der formår at hive jordbundskarakter frem i vinene som intet andet område i verden – ikke engang Bourgogne! I denne uge har vi smagt på Steitz, der i min optik burde rangere blandt de allerbedste i Rheinhessen.

 

# Steitz riesling Trocken 2019 – Neu-Bamberg, Rheinhessen
Vidunderlig og let peachy i duft med en kant af rød grape, kiwi, knækkede grene og lidt friske æbler. Og smagen: olalaah den er lækker. Dyb og kompleks med en stram og ubarmhjertig syre, der er så knivskarp som en nysleben japansk kokkekniv i aogami-stål. Læg dertil en ordentlig skefuld grape og lidt dugvåde flintesten. Bum bummelum! At man kan få så meget smag i en tør vin på kun 11,5% alkohol er simpelthen fantastisk, og det fremhæver mineraliteten max. Det her er altså fremragende. 93-94/100
Set hos Mr. Ruby
Pris 199 kr. (149 kr. v. 3 flasker)

 

Andre vine fra Steitz, der kan anbefales…

 

# Steitz Spätburgunder 2017, Rheinhessen
Flot og pinot noir-tro duft af kirsebærsten og lyse, røde bær, blandt andet lidt søde ribs, der efterfølges af en kant af grønne blade og et viff af  let røget charcuteri. Slank og elegant vin med det klassiske pinot-syrebid i afslutningen. 100% bællepotentiale til en formidabel pris. Tårnhøj genkøbsfaktor til v. 6 stk. prisen. 91/100
Set hos Mr. Ruby
Pris: 149 kr. (100 kr. v. 6 flasker)

 

# Steitz Spätburgunder – Eichelberg 2017. Rheinhessen
Så er der barytonsaxofon: Alvorlig næse med enorm dybde og kompleksitet. Også her finder vi kirsebærsten, men der er mere mørk frugt end i Steitz´s almindelige pinot. Og så forekommer den en anelse mere røget med indslag af brændt skifer og knuste tranebær, som toppes op af en syndig og forførende frugtsødme, der folder sig blidt ud på tungen og som efterfølgende strammes op af den klassiske pinot-syre. Vidunderlig vin. 93/100
Set hos Mr. Ruby
Pris: 249 kr.

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →