UGENS VINHIT – portugisisk stjernedrys

Så har vi smagt på portugisisk vin endnu engang, og der er overraskelser i blandt. Særligt er der flere billige vine med fuld gas fremad. Da vi smagte portugisisk vin sidst, var det Douro, som overraskede mest, men i denne omgang er det Herdade do Cebolal fra Setubal.

 

# Herdade do Cebolal 2020, Setúbal
Super lækker og rustik duft af hindbær, jordbær, lidt stødt sort peber og en smule knækkede grønne grene. Dejlig lys i farven  og ganske let og luftig i munden – ja nærmest helt burgundisk med en fin lille frugtsødme på toppen, der lægger sig blidt og behageligt på tungen. Utrolig finessefuld vin og samtidig dejligt krydret med en lille pikant tone af flødekaramel. Vox det er godt til prisen. Ugens vinhit. 92
Set hos Portugalvineyards
Pris: 95 kr.

 

Andre smagte vine

 

# Quinta de La Rosa – Reserva 2019, Duoro
Meget letbenet sag med indslag af rød grape, grønne grene, kridt, lidt kiwi og undermodne æbler. Slank og vellavet lille hvidvin uden den store kompleksitet, men meget velsmagende. Afsluttes af en lille saltet mineralitet i finalen. Recommended.  88
Set hos Portugalvineyards
Pris: 109 kr.

 

# Fat Baron – Shiraz 2020, Setubal
Åben og frugtig og meget beaujolaisagtig i både duft og smag. Let sødlig i munden, hvilket giver noget fylde og toner af lakridskonfekt samt peber. 86
Set hos Portugalvineyards
Pris: 72 kr.

 

# Vinhos Borges – Quinta da Soalheira 2018, Douro
Frisk og livlig hvidvin med oceaner af abrikos, syltede ferskener og en bagkant af rød grapefrugt. Letbenet og koldgæret vin med vægt på frisk frugt og samtidig ganske sprød i munden med et dejligt syrebid. What´s not to like? Godt køb. 87.  
Set hos Portugalvineyards
Pris: 61,50 kr.

 

# Ilha – Tinta Negra 2018, Madeira
En vin fra ferieøen Madeira. Røg og let brændte noter – nærmest lidt sydafrikansk i stil. Letbenet og stringent i munden med et viff af kirsebær og blommesten, som følges op af en dejlig opstrammende garvesyre, der spænder fint op omkring frugten. 89
Set hos Portugalvineyards
Pris: 183 kr.

 

 

# Encosta da Capela – Encosta da Capela Alvarinho Reserve 2020, Vinho Verde
Almindeligvis er Vinho Verde lys, syrlig, sprød og billig, men når den laves på 100% alvarinho, kan det resultere i dejlige og mere komplekse vine med en nærmest sancerre-agtig karakter. Her har vi en umådelig flot en af slagsen, der strutter af  pærekerne, lidt rød grape, citrus, stikkelbær og tomatplanteblade på toppen. Flot og rank vin med masser af mundrensende syre og frugtighed, men samtidigt let cremet med en lille fedme i afslutningen. Høj genkøbsfaktor. 89
Set hos Portugalvineyards
Pris: 72 kr.

 

 

 

Related Posts

One thought on “UGENS VINHIT – portugisisk stjernedrys

Comments are closed.