UGENS VINHIT – silkeblød brunello

I løbet af ugen har vi smagt på 4 forskellige brunello´er fra 2017. Årgangen regnes af mange for svær på grund af forårsfrost og tørkestress i modningsperioden. Ikke desto mindre har de fire vine overrasket positivt, og særligt Poggio Salvi imponerer.

 

#  Villa Poggio Salvi 2017 – Brunello di Montalcino
Helt vidunderlig og luftig brunello med en dyb og intens duft, hvor man finder en symfoni af mørke, røde bær, et lille snift af blå blommer, friskskåret tobak, chokolade og lakrids. Ultra blød i munden med en frugt så nervøs som velour, men samtidigt ganske maskulin og koncentreret. Afsluttes af en omgang velafstemte cashmere-tanniner, der får mig til at skrige efter mere. Ret finesserig brunello for årgangen. 93-94
Set hos Supervin
Pris: 179 kr. v. 6 flasker

Andre vine smagt i løbet af ugen:

 

# Molino di Sant´Antimo 2017  – Brunello di Montalcino
Næsen fanger en indtagende og ren duft med indslag af kirsebærsten, blå blommer og en lille bagkant af skovbund. Så ind i munden med den, og nøj, hvor smager den godt. Først luftig elegance, som et øjeblik leder tankerne hen på en legesyg bourgogne. Men så griber den klassiske og toscanske sangiovese-garvesyre fat og rammer frugten godt ind, hvilket afslører den som en brunello. Lokkende, dansende og umådelig elegant brunello. En vin, man ikke kan blive træt af at drikke. 93
Set hos Supervin
Pris: 249,95 kr. v 56 flasker

 

# La Magia 2017 – Brunello di Montalcino
En mandhaftig brunello, der kræver tid for at udvikle sig. Dyb, dyb næse, som her og nu forekommer lukket og stram med en lille kant af tørret frugt og svedskeblomme. Smagsmæssigt masser af koncentration med en bagkant af lakrids og teblade, der afsluttes af en resolut garvesyre. 92
Set hos Supervin
Pris: 279,95 kr. v 6 flasker

 

Tjek også: Ugens vinhit – portugisisk stjernedrys

 

# Podera La Vigna 2017 – Brunello di Montalcino 
Mørk og dyb med indslag af blandt andet tørret frugt, jordbær, grønne grene, lidt blyant, tobak og grafit. Tæt og saftig med enorm ekstraktrigdom og dybde bestående af blandt andet lakrids og mørke bær. Afslutningen køres i mål med en lille gang opstrammende tanniner, der supplerer frugten eminent. 92
Set hos Supervin
Pris: 199 kr. v. 6 flasker

Related Posts

One thought on “UGENS VINHIT – silkeblød brunello

Comments are closed.