UGENS VINHIT – spansk slubrevin

UGENS VINHIT – spansk slubrevin

Ugens vinhit er en fremragende spanier fra det upåagtede Manchuela, der ligger lige ved siden af La Mancha. Sandovals Fundamentalista strutter af åben bærfrugt og charme. Der er foretaget spontangæring og gæring af hele drueklaser, hvorefter den er lagret 10 måneder i ler-amphora-krukker.

 

# Finca Sandoval – Fundamentalista 2019, Manchuela (Spanien)
Sexy og åben bærfrugt – ja nærmest renskuret sniffe-de-snif! Fadprøveagtig og en smule prikkende på tungen med en kanonade af friske æblekerner, brombær, mørke oliven, kirsebærsten og et rustikt strejf af stald, der toppes op af et lille viff af smørristede Marie-kiks. Frugtig og saftig i munden, hvor man finder gang bløde og afrundede tanniner. Meget naturvinsagtig fætter, hvor svovltilsætning er begrænset til et absolut minimum. Hold da helt kebab, hvor er det godt til prisen – jeg føler mig som om, jeg er i Leos Legeland! Ugens vinhit. 91
Set hos Jysk Vin
Pris: 119 kr. v. 6 flasker

 

# Domaine de La Janasse – Terre d´Argile, Côtes du Rhône Villages 2019
Her finder vi oceaner af åben og imødekommende bærfrugt med toner af jordbær, rosiner, kandis, lakrids, strejf af teblade og brombær. Ufattelig koncentreret côtes du rhône med en fænomenal dybde og et bombardement af frugtsødme og slagkraft. Ekstraktionen opsluger nærmest umærkeligt den høje alkoholprocent på 15%. Det her smager sgu som god châteauneuf du pape. 92.
Set hos Jysk Vin
Pris: 139 kr. v. 12 flasker

 

# Massimo Rivetti – Froi, Barbera d´Alba 2019
Sådan skal barbera dufte og ligge i munden: vidunderlig og meget karakterfuld næse med indslag af kirsebær, blommesten, chokolade, tjære, lidt jernbanesveller og medicinskab på den overfede måde, hvorefter der dukker lidt fodnoter af pruhest og læder op. Meget barbera er fuldstændig ligegyldigt, men Massimo Rivetti overrasker mig endnu engang med denne forrygende prisbombe, der strutter af flot syrenerve og et lille tørhedbid i afslutningen. Høj Genkøbsfaktor. 90
Set hos Jysk Vin
Pris: 99,95 kr. v. 6 flasker

 

# Bourgogne Côte d´Or – Jean Monnier & Fils 2019
Jean Monnier har her skruet en rigtig fin standard-bourgogne sammen. Dejlig reduktiv og klassisk bourgogne-næse med toner af ananas, citrus, kridt og et velafstemt fadpræg. Stringent, flyvsk og frisk i munden med medium fylde og koncentration. Læg dertil et strejf af havsalt i afslutningen. 90 
Set hos Jysk Vin
Pris: 179 kr v. 3 flasker

 

# Domaine La Colliere – Les Bergeronettes  2019 – Côtes du Rhône
Livlig duft af jordbær, hindbær, lakrids og lille strejf af kirsebærsten, blå blommer og grønne grene. Ditto i smagen, som forekommer forholdsvis luftig med en varmblodig alkohol og en gang saftige tanniner i afslutningen. Glimrende côtes du rhône. Anbefalet. 89
Set hos Jysk Vin
Pris: 105 kr. v. 6 flasker

 

# Bründlmayer – Riesling Terrassen 2020, Kamptal (Østrig)
Bründlmayer smager altid dejligt og er lige til at gå til. Frisk duft af grønne æbler, stikkelsbær, gule blommer, et dryp af citrus, kridt og lidt begyndende petroleum, der er så karakteristisk for netop riesling. Slank, ren og enkel i munden med god sprødhed, syrenerve og en bagkant af mineralsk saltethed . 88.
Set hos Jysk Vin
Pris: 132 v. 6 flasker

 

# La Bastide Saint Dominique – Côtes du Rhône 2019
Så er der klassisk côtes du rhône-duft: strutter af mørke bær, lidt stødt sort peber og masser af sød lakrids. Dejlig blød i munden med en velafstemt frugtsødme og masser af bløde tanniner. Rigtig god længde på smagen og god til prisen. 90
Set hos Jysk vin
Pris: 105 kr. v 6 flasker

 

# Resalte – Ribera del Duero 2018
Strejf af fad, vanilje, nellike, appelsinskal og knap modne brombær, lakridskonfekt og kærnemælk. Afrundet og tilgængelig i munden, og samtidig ganske kraftig fætter med smæk på alkoholen (14,5%) og en let fadtørhed i afslutningen. 87
Set hos Jysk Vin
129 kr. v. 6 flasker

 

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →