Flot rødvin på sangiovese fra Romagna

Ugens vinhit – vidunderlig sangiovese fra Romagna

Ugens vinhit er en vidunderlig sangiovese fra Maria Galassi i Romgna. Samtidigt er det noget af det mest velsmagende og ærlige vin, jeg længe har smagt. Ikke noget fadlagring og andre dikkedarer, bare ren druesaft, der ligger vanvittig godt i munden.  

 

# Maria Galassi – Ca´ Storta Sangiovese 2019 
Umådelig lækker næse, hvor man finder indslag af hindbær, jordbær, stribet flæsk og et viff af urt på den überfede måde – ikke for lidt, ikke for meget, men lige nok til, at man får lyst til at sniffe mere! Smagen er saftig, luftig og totalt sexet med en ultra blød frugt og en pirrende syre, der får den til at vibrere på tungen. Ugens vinhit! 92
Spottet hos Vinimondo til cirka 150 kr.

Andre smagte vine..

# Andreas Gsesellmann – Astral Blaufränkisch 2020
Top lækker biovin fra Andreas Gsellmann. Hindbær, kirsebær, lidt stødt sort peber, kærnemælk og lakrids. Letbenet og frisk i frugten med en meget diskret natur-prikken på tungen og en lille stenfrugtsbitterhed i afslutningen. Juicy, frisk og elegant. 90
Spottet hos Vinimondo til cirka 200 kr.


# Andreas Gsesellmann Traminer 2019

Eminent, biodynamisk orangevin, hvor drueskindet har macereret sammen med mosten i over 14 dage. Klassisk og let parfumeret traminer-duft (nogle elsker det, mens andre hader det – jeg er fan) med indslag af blandt andet håndsæbe og appelsin. Det samme i smagen, hvor man finder masser af af racerenhed. Ganske lang i munden med god syrefriskhed og en let bitterhed i afslutningen. Ikke en forbruger-pleaser, men en rigtig kendervin. 92
Spottet hos Vinimondo til cirka 270 kr.

 

# Jeff Carrel – Pinot Noir 2021, Vin de France (Roussillon)
Jeff Carrel gør det igen. Gamle vinstokke, naturligt gær og relativt højtbeliggende vinmarker er nøglen til god og elegant pinot fra Sydfrankrig. Masser af lyse røde bær og kirsebærsten i duft. Frisk og meget bourgogne-agtig i stil med en fin balance mellem syre, koncentration og alkohol. En lille bourgogne-dræber til en umådelig god pris. 91
Spottet hos Vinimondo til cirka 130 kr.

 

# Enzo Bartoli – Barolo Bussia 2016, Piemonte
Forbavsende frugtig og let tilgængelig barolo, der strutter af solbær, søde kirsebær og roser. Men efter lidt tid i glasset lukker den op for flere spændende nuancer som hø, halm og lidt tjære. Smagen besidder den klassiske tørhed, der supplerer frugtsødmen flot. En barolo med et langt liv foran sig. 91
Spottet hos Vinimondo til cirka 250 kr.

Tjek også sidste uges vinhit…. her

 

# Epifanio Rivera 2020, Ribera del Duero
Åben og i mødekommende duft af blandt andet orangeskal, lidt brombær, der flankeres af et skvis kærnemælk.  Nydelig, medium koncentreret og meget vellavet ribera del duero-vin med en god balance mellem fad, frugt og strukturerende syre. De højtbeliggende vinmarker 900 meter over havet giver både finesse og friskhed til smagen. 89
Spottet hos Vinimondo til cirka 120 kr.

Related Posts

Skriv et svar