UGENS VINHIT – Vild viognier fra Pfalz

UGENS VINHIT – Vild viognier fra Pfalz

Ugens vinhit kommer fra Emil Bauer i Pfalz. Det er første gang, jeg smager husets vine, og jeg må sige, at jeg er fuldstændig solgt. Viognier og sauvignon blanc fra Pfalz lyder måske faretruende, men det er nu længe siden, de to druer har opført sig sådan i min mund: altså sprunget badut og danset ballet på tungen.

 

# Emil Bauer – Beachball viognier 2018, Pfalz (Tyskland)
Indtagende næse med toner af tropefrugt, papaya, fersken og en lille bagkant af æble. Cremet og intens i munden med en rank flot syre – ja det her er jo nærmest som en gang velour, der er blevet forlovet med et sexet syrebid. Helt i særklasse god viognier, der besidder druens tropiske karaktertræk uden at blive sløv og doven. En kæmpe vin, der overgår næsten alt det condrieu, jeg har smagt. Ugens Vinhit.
Set hos Mr. Ruby
Pris: 299 kr.

 

# Emil Bauer – Insomnia Sauvignon Blanc 2019, Pfalz (Tyskland)
Masser af fersken, et strejf af tomatplante og så lidt kiwi. Fremragende fadgæret vin, som ligger i den absolutte elite indenfor sauvignon, der normalt har en tendens til at blive lidt endimensional. Men altså ikke Insomnia, der besidder flot mineralitet med masser af våde flintesten, et snift af havsalt og en koncentration, jeg sjældent har oplevet i en sauvignon. Modigt at entrére med en så dyr tysk sauvignon, men jeg kan kun sige én ting her: Vild vin!
Set hos Mr. Ruby
Pris: 299 kr. v. 3 flasker

 

# Emil Bauer Viognier 2019, Pfalz (Tyskland)
Intens duft af knap moden abrikos, honningmelon, strejf af stikkelsbær, græs og citrus. Blød og let cremet i munden, men samtidig slank og elegant med god længde og et nærmest rieslingsk syrebid i eftersmagen, der holder det hele godt på plads. Viognier med den syre forekommer mig næsten som en umulighed – flot, flot.
Set hos Mr. Ruby
Pris: 129 kr. v. 3 flasker

Posted in: Denne maaneds vin til over 100 kr

Leave a Comment (0) →