Jeg har svært ved at fatte, at man på Madeira kan få verdensklassevine til 130 kr. Men det kan man! Barbeito viser, hvordan det skal gøres. I denne uge har jeg smagt på 3 flasker madeira, der alle overvælder og imponerer.
Malvasia er den sødeste og mest massive efterfulgt af Boal. Som rosinen i pølseenden har vi husets Delvino Reserva. Den er lige knap så sød, men balancen og nuancerne træder til gengæld mere frem og gør den den til en helt unik og ultimativ oplevelse. Den mest harmoniske søde vin, jeg længe har smagt!
# Barbeito – Delvino Reserva Seco, Madeira
Så spidser vi blyanten. Manna fra himlen. Som at få en ufo i hovedet. Whatever… 10 gange englehop på stedet. Vanvittig næse med indslag af rosiner, puddersukker, et skvis af friske valnødder, lidt florpræg, orangeskal, kridt, ristede hasselnødder og lidt røgede sherryfade bøffet op med lidt plysmøbler og blød velour. Det samme i smagen, der besidder en enorm dybde og længde på smagen flankeret med en lille buttet sødme. Afsluttes af en lille saltet mineralitet i finalen. En gudefrydsdetonation 95+
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 130 kr.
Andre smagte vine
# Barbeito – Malvasia Reserva, Madeira
Dyb som en kælderskakt. Først lidt rosiner i duften efterfulgt af en gang mandel, marcipan og et pift af tjære. Puddersukker og lidt apotekerskuffe pakkes her eminent ind i en vidunder velafstemt og blød sødme. Masser af fedme og cremethed i smagen og masser af intensitet. Afsluttes af en pikant syre, der balancerer sødmen enormt flot. 95
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 130 kr.
# Barbeito – Boal Reserva, Madeira
Wauw, dufter lidt henad stor hvid portvin tilsat lidt neglelaksfjerner på den ûberfede måde, appelsinskal og friske mandler samt marcipan og let røgede fade. Super intens i smagen, der strutter af racerenhed og blød sødme. Læg dertil en gang tørrede frugter og appelsin efterfulgt af en laber syre og en lille fenolisk tørhed, der sætter det hele godt på plads. 95
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 130 kr.
Tjek også sidste uges vin – Argentina når det er bedst … her
# Pago de Valdoneje – El Valao Mencia 2020, Bierzo
Ymer, kernemælk og bacon i duft. Læg dertil en ordentlig spandfuld brombær, lidt sorte oliven og en kant af kirsebær. Masser af koncentreret råfrugt, der flankeres af en gang opstrammende og sunde tanniner. Afsluttes af en frisk og ribsagtig syrlighed a la god bourgogne. Luftig, ekstraktrig og elegant vin uden dikkedarer. 91
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 150 kr.
# Pago de Valdoneje – Mencia 2020, Bierzo
Dejlig letløbende saft med indslag af lakrids, bitre kirsebær og lidt brombær. Saftig og elegant i smagen, der toppes op med en lille tone af blå blommesten. Anbefalet. 89
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 100 kr.
# Jakob Jung – Spätburgunder Tradition 2019, Rheingau
Delikat duft af søde kirsebær, strejf af afbarkede grene og lidt blå blommesten. I munden blød og indtagende med en appellerende frugtsødme, der strammes op af en lille ribsagtig og frisk syrlighed i afslutningen. 90
Spottet hos Brdr. D´s Vinhandel til cirka 130 kr.